Arkæologer er nu blevet kaldt til Korsør for at hjælpe med at grave og lede efter spor efter den forsvundne pige Emilie Meng. Det skriver Sjællandske.

I mere end halvanden måned har Emilie nu været forsvundet.

Ingen har hørt fra hende, siden hun om natten den 10. juli tog afsked med sine veninder på Korsør Station efter en fest i Slagelse. Veninderne tog en taxa hjem, mens Emilie fortalte, at hun ville gå de få kilometer hen til forældrenes hus. Men hun dukkede aldrig op.

Siden har både politi og frivillige ledt efter hende. Indtil videre uden held.

Onsdag iværksatte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en større eftersøgning i et område med kolonihaver tæt på togstationen. Tidligere har de gennemgået området, men onsdag valgte de at møde talstærkt op i området igen.

»Det er egentlig ikke fordi, der er dukket noget nyt op, at vi leder netop der. Det er bare et udtryk for, at vi gerne vil være grundige,« lød det onsdag fra politiet.

Flere politihunde deltog også i eftersøgningen, og midt på formiddagens onsdag markerede de ved nogle buske i området. Fundet blev ifølge Sjællandske vurderet som så interessant, at politiet valgte at tilkalde to arkæologer fra Moesgaard Museum. De skal hjælpe politiet med deres kunnen, idet de kan grave uden at ødelægge spor eller genstande.

Med små skeer i lommerne begyndte de derfor onsdag eftermiddag at undersøge stedet, skriver Sjællandske.

Politiets hunde har vist interesse for flere steder i kolonihaveområdet, oplyste politiet i en pressemeddelelse onsdag. De steder skal nu undersøges nærmere.

Eftersøgningen i området fortsætter torsdag.

Emilie Meng er siden sin forsvinden fyldt 18 år.