Med en hidtil hemmeligholdt anholdelse af ni bandefolk fra grupperingen LTF (Loyal To Familia) i forbindelse med fund af skarpladte skydevåben torsdag aften håber Københavns Politi at kunne dæmme noget op for den raserende bandekrig i Hovedstaden.

De ni blev anholdt kl. 18.45 torsdag, skriver politiet i en pressemeddelelse. Anholdelsen fandt sted inden for visitationsområdet på Nørrebro, hvor politiet i et grønt område i Rovsinggade fandt en pistol med magasin og en maskinpistol med tre magasiner. Begge skydevåben havde skarpe skud i sig.

Alle ni anholdte LTF-folk vil fredag eftermiddag blive fremstillet i Dommervagten med henblik på varetægtsfængsling. Grundlovsforhørene vil fra politiets side blive begæret afholdt bag lukkede døre - altså uden at pressen og andre tilhørere har mulighed for at høre detaljerne.

Storbanden, der oprindeligt havde sit udspring omkring Blågårds Plads på Indre Nørrebro, har på det seneste forsøgt at ekspandere sit territorium og er dermed kommet i voldsom konflikt med blandt andet den gamle Brothas-gruppering fra Mjølnerparken og grupper fra Husum-området samt Nordvest-kvarteret i København.

Det har de i løbet af sensommeren ført til talrige skyderier i Hovedstads-området, hvorunder både bandefolk og helt sagesløse personer er blevet ramt. Blandt andet i området ved Rovsinggade, hvor de skarpladte våben torsdag aften blev afsløret.

Her var der skyderi 25. juli, hvor en 26-årig mand blev ramt af to skud i benet, da en bil stoppede op i Rovsinggade og en mand affyrede 8-10 skud. Kort efter blev to mænd på 23 og 29 år anholdt i den nærliggende Mjølnerparken. De blev dagen efter varetægtsfængslet.

Dette skyderi resulterede efter politiets resulterede i en såkaldt bytter 4. august, hvor der kort før kl. 13 blev affyret skud mellem to biler på Rovsinggade, der forbinder Tagensvej og Lyngbyvej/Hans Knudsens Plads.