De to uhyggelige sexovergreb på to små fynske skolepiger er begået af én og samme gerningsmand.

- Det har vi netop fået bekræftet med en DNA-profil fra sexovergreb nummer to i Refsvindinge, siger Henrik Justesen, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi og leder af efterforskningen, til bt.dk.

Sexkrænkeren slog til første gang den 26. oktober i Øster Skerninge 10 km vest for Svendborg, da han kidnappede en 11-årig pige, netop som hun var steget ud af skolebussen. Pigen forsøgte at stikke af ud over en mark, men manden indhentede hende, tvang hende ind i sin personbil, kørte væk fra stedet og sexmishandlede hende kort efter på bilens bagsæde et sted i nærheden.

Ved overgreb nummer to i Refsvindinge begik den endnu ukendte gerningsmand overgreb på en 10-årig pige fra Refsvindinge på Østfyn. Det skete i onsdags. Pigen var på vej på cykel fra SFO'en til hjemmet halvandet kilometer fra skolen, men blot et par hundrede meter fra familiens trygge hjem, kørte manden i sin rødlige bil op på siden af hende, tvang hende af cyklen og derefter ind i bilen.

Kort efter begik han seksuelt overgreb på hende et sted i nærheden - igen på bilens bagsæde.

I begge tilfælde har sexgalningen bundet sine ofre med strips.

- Den ny DNA-profil fra det seneste overgreb bekræfter den formodning, vi har haft. Det er et vigtigt skridt fremad i efterforskningen, siger Henrik Justesen til bt.dk