Nye uroligheder i Aalborg: Bøller påsatte brande og kastede frugt efter folk

Tre påsatte brande i samme område på to dage. Den til tider uroplagede nordjyske bydel Aalborg Øst er atter centrum for mindre uroligheder. Mens bydelen slap forholdsvis let natten til tirsdag, hvor en knallert blev sat i brand ved Smedegårdsvej, så gik det lidt hårdere for sig tirsdag aften og natten til onsdag.

Ved 22-tiden blev Nordjyllands Politi informeret om, at der var uroligheder ved en faktabutik i bydelen, hvor ballademagere kastede med fyrværkeri. Men bøllerne holdt sig ikke kun til fyrværkeriet. De begyndte også at bruge frugten, der stod uden for Fakta-butikken som kasteskyts.

- Vi fik en melding om, at der blev kastet med frugt efter forbipasserende, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen til bt.dk.

Da politiet kom til stedet, var bøllerne forsvundet. Men derved stoppede urolighederne ikke.

For klokken 02.12 fik politiet en anmeldelse om, at der var sat ild på nogle sæder i et busstoppested -på Smedegårdsvej - tæt ved, hvor knallerten natten til tirsdag blev sat i brand.

Og kort efter var den gal igen. Klokken 02.31 fik politiet nemlig en anmeldelse om, at en sort Peugeot 407 var blevet sat i brand ganske få meter fra den Fakta, hvor der tidligere på aftenen blev kastet med frugt. Politiet tog til stedet og kunne konstatere, at bilen var fuldstændig udbrændt, men der var ingen gerningsmænd i området.

Politiet fandt dog smidt frugt, der sandsynligvis stammer fra Fakta, rundt omkring den udbrændte bil og busstoppestedet, og derfor formodes det, at der er sammenhæng mellem urolighederne.

- Det er givet vis de samme personer, der har lavet det her,  siger vagtchefen og tilføjer:

- Vi går ud fra, at det er nogle lokale personer fra området, men vi ved ikke, hvem det er, siger han.

Politiet vil gerne have henvendelser fra folk, der har oplysninger i sagen.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

Læs også: