Politiet ser lige nu videovervågning igennem i efterforskningen af det bestialske drab på den 32-årige, gravide Louise Borglit. Men især tip fra borgere har nu kastet centrale spor af sig.

»Vi har fået navne på konkrete personer ud fra det signalement, vi har sendt ud af en mulig gerningsmand,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Det drejer sig om en spinkel mand omkring de 30 år, som et kvindeligt vidne så tæt på gerningssted og gerningstidspunkt, som løb ud af parken, efter vidnet havde hørt høje skrig. Manden løftede opgivende armene og løb tilbage i parken, da han stødte ind i vidnet.

Louise Borglit var syv måneder henne og blev fundet dræbt af adskillelige knivstik fredag aften klokken 19:15 i Elverparken i Herlev. Lige nu leder politiet efter gerningsvåbnet og har blandt andet i samarbejde med kommunen indsamlet affald i området i jagten på gerningsvåbnet eller andre spor.

Våbnet er centralt for at sikre DNA-spor fra gerningsmanden.

Politiet ser også al videoovervågning i gennem fra området - blandt andet optaget af private forretningsdrivende.

Tidligere har politiet meldt ud, at man har afhørt personer og familie i Louise Borglits omgangskreds, men at man ikke umiddelbart har nogle mistænkte her. Men om den gerningsmand, politiet lige nu leder efter, kan være en Louise ikke kendte, vil politiet lige nu ikke komme nærmere ind på.

»Vi taler med helt konkrete personer, som der er blevet henledt opmærksomhed på i nogle af de mange henvendelser, vi har fået, som skal redegøre for, hvad de lavede i parken på det tidspunkt,« siger Peter Malmose.

Politiet starter med at kortlægge forskellige personers færden i området tæt på gerningstidspunktet.

»Det giver sig selv, at vi kigger efter en gerningsmand i forhold til det signalement, vi har sendt ud, og som vi ikke kan udelukke kan være gerningsmanden. Men han kan godt optræde i en anden beklædning end den, vidnet så, så det kigger vi også efter.«

Louise Borglit døde af flere knivstik, men politiet vil ikke oplyse yderligere om selve dødsårsagen.

Signalementet på den mulige gerningsmand eller det centrale vidne er som følger:

Den mulige gerningmand eller potentielt centrale vidne beskrives som 28-30 år gammel. Han er ca 180-190 cm høj, er tynd og spinkel af bygning og har et markeret tyndt ansigt. Han var ifølge vidnet iført sort jakke med hætte, sorte bukser og mørke sko. Hætten på jakken havde manden slået op, og under den bar han en sort kasket.

Har du information i sagen, sidder Københavns Vestegns Politi klar ved telefonerne på 43 86 14 48.