Politiet har fået flere henvendelser fra borgere om en flaskesamler i Korsør, som altid går rundt tidligt om morgenen. Ham vil politiet meget gerne i kontakt med.

Flaskesamleren er ikke under mistanke, men da han ofte går rundt og samler flasker ind tidligt om morgenen i Korsør, vil politiet meget gerne tale med ham, hvis han skulle have set noget den søndag morgen, hvor Emilie Meng forsvandt.

Det skriver TV Øst.

»Vi har fået flere henvendelser om denne mand. Vi ved ikke rigtigt noget om ham, udover at han samler flasker, men vi vil meget gerne tale med ham, fordi han jo går rundt i byen og måske har set noget, siger efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi,« Marianne Roed til TV ØST.

Politiet beder derfor borgerne om at kontakte dem, hvis nogen skulle have kendskab til manden.

Forsvundet på tredje uge

Emilie blev sidst set søndag den 10. juli klokken 04 om morgenen, hvor hun tog afsked med to veninder på Korsør Station.

Klokken 9.30 skulle hun være mødt på arbejde som kirkesanger i Korsør Kirke, men hun mødte aldrig op.

Fra stationen skulle hun gå cirka to kilometer alene gennem byen for at nå hjem til forældrenes hus i byens centrum. Hun kom aldrig hjem. Siden har politiet sat store ressourcer ind for at finde Emilie, mens hundredvis af frivillige ligeledes har ledt efter hende i nærområdet.

Politiet har modtaget adskillige henvendelser fra folk rundt om i landet, men hidtil har ingen ledt dem på sporet af Emilie, og hendes skæbne er derfor stadig uvis.

Emilie er 168 centimeter høj og beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår. Hun var iført en sort langærmet cardigan med en sort blondebluse under, blå jeans og blå Adidas-sko, da hun forsvandt.

Politiet kan kontaktes på 114, hvis man har nogle oplysninger om, hvor pigen befinder sig.