Den 31-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus, der netop er blevet tiltalt for tre drab og et drabsforsøg på patienter, risikerer yderligere tiltaler.

Det løftede anklagemyndigheden sløret for tirsdag formiddag, da spørgsmålet om kvindens fortsatte varetægtsfængsling skulle behandles ved Retten i Nykøbing. Her oplyste anklageren i sagen, advokaturchef Michael Boolsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at den 31-årige sygeplejerske nu også er blevet sigtet for yderligere et drabsforsøg.

Desuden overvejer anklagemyndigheden, om kvinden også skal sigtes på et drab på en mandlig patient, der døde 21. februar i 2012 på hendes daværende afdeling på Nykøbing Falster Sygehus. Det er spor af de sløvende medikament nordazepam i en vævsprøve fra den døde patient, der har vakt politiets mistanke om et måske overset drab. Kvinden er dog endnu ikke formelt sigtet for dette drab.



Derimod er den 31-årige sygeplejerske nu blevet sigtet for et nyt forsøg på manddrab.  Det forhold drejer sig om en meget syg, ældre patient på 86 år, der ifølge sigtelsen på en af sygeplejerskens vagter 2.-3. januar i 2015 blev forsøgt slået ihjel med en cocktail af sovemidlet supiklon og det beroligende medikament promethazin. Begge medikamenter er der fundet spor af i en hårprøve fra patienten, som politiet har fået retskemisk undersøgt.

Under efterforskningen har en række læger på afdelingen fortalt politiet i afhøringer, at de ikke mindes at have udskrevet de to medikamenter til den pågældende patient, og hvis de havde gjort det, burde det være journalført.

En af lægerne har dog forklaret, at det måske ikke var utænkeligt, at den pågældende patient kunne have fået ordineret begge de sløvende medikamenter. I så fald burde det godt nok have været journalført, men "det fandt nok ikke altid sted," som lægen udtrykte det.



Sovemidlet supiklon er det samme, som også er fundet i en hårprøve fra den tiltaltes sygeplejerskes syv-årige datter. Hun havde ikke fået sovemidlet ordineret af en læge, og det er medvirkende til, at sygeplejersken nu er tiltalt for at have givet hende sovemidlet uretmæssigt.

I alt er der foreløbig rejst tiltale for ni forhold mod sygeplejersken, der nægter sig skyldig i det hele. Hvis hun ender med at blive kendt skyldig i den nuværende tiltalte for især tre drab og et drabsforsøg, vil hun kunne risikere fængsel på livstid.

Et af disse drab daterer sig også helt tilbage til 2012 - mere præcist 4. marts. Her døde den 72-årige patient Arne Herskov af et hjertestop, dagen før han skulle have været udskrevet. I hans blod blev der fundet spor af injektioner svarende til fem ampuller morfin og én ampul stesolid. Den 31-årige sygeplejerske blev dengang afhørt om det mystiske dødsfald ligesom sine kolleger på afdelingen, men ingen blev sigtet eller anholdt.

Ved tirsdagens retsmøde besluttede dommeren, at sygeplejersken fortsat skal være varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom i nævningesagen, som begynder 11. marts ved Retten i Nykøbing.