Toprytteren Andreas Helgstrand, der i sidste uge blev anklaget og politianmeldt for at have mishandlet sin tophest, bliver nu på ny anklaget for angiveligt at have svindlet i forbindelse med en hestehandel.

Den kendte dressurrytter Andreas Helgstrand anklages igen for millionsvindel ved en hestehandel

Ifølge den 64-årige fynske hestehandler Jens Erik Markussen forsøgte Helgstrand at snyde ham for 1,2 mio. kroner i forbindelse med salget af dressurhesten Casio i sommeren 2012.

Jens Erik Markussen ejede hesten sammen med Andreas Helgstrand og en tredje person. Ved indgåelsen af partnerskabet lavede de tre ejere, ifølge Jens Erik Markussen, en skriftlig aftale, hvori det stod, at alle parter skulle være enige om salgsprisen, før vallakken blev solgt.

Men sådan gik det ikke. Ifølge Jens Erik Markussen, der har 50 års erfaring som hestehandler, solgte Andreas Helgstrand og den tredje partner hesten, uden at han blev oplyst om det på forhånd.

- Jeg får bare besked dagen efter, at hesten er solgt, og at jeg skal acceptere en given pris. Jeg troede ikke på prisen pga. min erfaring med hestehandel. Jeg fik det undersøgt og fandt ud af, at de prøvede at snyde mig for 1,2 mio. kr., siger Jens Erik Markussen.

Forkert salgspris

Han fortæller, at han fik oplyst, at hesten var blevet solgt for 3,6 mio. kr, men at den reelle salgspris var 4,8 mio. kr. Den forkerte salgspris blev han bekendt med, da hesten skulle overleveres til den nye ejer.

- På afleveringstidspunktet fandt jeg ud af, at prisen ikke var korrekt. Hvorved salgsprisen blev anderledes fordelt end det, jeg først fik oplyst, siger Jens Erik Markussen og tilføjer, at han altså endte med at få sin tredjedel af de 1,2 mio. kr., som han ellers stod til at blive snydt for.

Anklagen om svindel kommer kun et år efter, at Helgstrand blev beskyldt for millionsvindel i en anden hestehandel. Som BT beskrev i februar 2013, anklagede avleren Joan Andreasen toprytteren for at have snydt hende for 3,3 mio. kr. ved salget af den kostbare hest Uno Donna Unique. Hesten var avlet af Joan Andreasen, som havde solgt halvdelen af hesten til Andreas Helgstrand. Ved salg skulle hun derfor have halvdelen af prisen. Men sådan gik det ikke, ifølge den jyske avler.

Da hesten i 2012 blev solgt, fik Joan Andreasen at vide, at salgsprisen var 13,4 mio. kr. Men da hun senere fik fat i kontrakten, som var skrevet alene i Andreas Helgstrand navn, viste det sig angiveligt, at salgsprisen var 6,7 mio. kr. højere - altså hele 20,1 mio. kr. Joan Andreasen fik ved hjælp af en advokat senere de 3,3 mio. kr.

Som en konge

Joan Andreassen er rystet over, at en toprytter af Andreas Helgstrands kaliber kan finde på den slags:

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at han ville gøre det. Men Andreas (Helgstrand .red.) føler sig som en konge, der er hævet op over andre, siger Joan Andreasen.

Også Jens Erik Markussen er rasende over Helgstrands handelsmetoder.

- Jeg kan ikke lide den måde, som Andreas gør det på. Han har ingen moral, og hvis han har nogen moral, så ligger den på et meget lavt punkt. Han er grådig i sine hestehandler, lyder det fra Jens Erik Markussen.

Andreas Helgstrand har ikke mange kommentarer til anklagerne om svindel.

Om Joan Andreasens sag siger han:

- Jeg har ingen kommentarer til den sag. Hvis folk føler, at jeg ikke har gjort det rigtige, så er de velkomne til at henvende sig til mig, men jeg har ingen kommentarer til sagen gennem pressen, siger han.

Til Jens Erik Markussens sag har toprytteren heller ingen kommentarer:

- Hvis han (Jens Erik Markussen, red.) har et problem, er han velkommen til at komme til mig.

Jens Erik Markussen anklager dig for bevidst at forsøge at snyde ham i forbindelse med en hestehandel. Hvordan vil du forklare det?

- Jeg kan sige, at vi var tre, der havde hesten, og vi var alle tre enige, da vi solgte hesten. Og så har jeg ikke flere kommentarer til sagen, lyder det fra Andreas Helgstrand.

Læs mere om Andreas Helgstrand og det danske dressurmiljø i BT Søndag