Kendte du kvinden, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Politiet har nye oplysninger i sagen om den dræbte 32-årige Louise Borglit, der brutalt blev dræbt af adskillige knivstik i en park i Herlev. Vestegnens Politi har offentliggjort billeder af en cykel, der blev fundet nær gerningsstedet. Nu har ejeren af cyklen meldt sig selv, og politiet er i gang med at afhøre hende.

I en pressemeddelelse tidligere mandag beskrev politiet en cykel, som de mener, kan være vigtig for efterforskningen af de voldsomme drab.

»Vi kan ikke fastslå om cyklen har forbindelse til drabet, men alt i denne sag skal undersøges til bunds og derfor går vi nu ud og spørger om offentligheden kan hjælpe. Det vil også være en hjælp at få fastslået at cyklen er endt i Elverparken på helt legitim vis,« siger politikommissær Hans Christian Tonnesen i en pressemeddelelse.

Denne cykel blev fundet nær gerningsstedet.
Denne cykel blev fundet nær gerningsstedet. Foto: Politi
Vis mere

Sent mandag eftermiddag er politiet kommet i kontakt med den person, der ejer cyklen. Det fortæller Hans Christian Tonnnesen til BT.

»Ejeren af cyklen har rettet henvendelse til os, og vi er i dialog nu. Hun forklarer, at cyklen er blevet stjålet inden drabet, men at hun ikke har meldt det, da hun ikke havde forsikring,« siger Hans Christian Tonnesen.

»Vi ville gerne i kontakt med ejeren, da cyklen lå i nærheden af gerningsstedet. Og vi har med et bestialsk drab at gøre her, så vi kan ikke bare lade være med at undersøge det. Og så må vi se i morgen, om det bringer os videre,« siger han og forklarer, at politiet er i fuld gang med at afhøre den kvinde, som ejer cyklen.

Politiet skrev videre, at de siden drabet har arbejdet på at finde ejeren af cyklen, men uden held.

Synligt gravid

Louise Borglit var synlig gravid på tidspunktet for drabet, hvilket har fået sagen til at fremstå ekstra voldsom. Politiet er fortsat i gang med at arbejde på sagen, som har kørt siden drabet, der fandt sted i november måned.

Den dramatiske sag fra Herlev om mordet på den gravide Louise Borglit har politiet har tidligere været ude og kalde for 'bestialsk'.

»Vi står med et bestialsk drab på en gravid kvinde og ingen gerningsmand. Så det er ekstremt vigtigt, at vi får henvendelser fra borgerne i den her sag,« sagde Hans Christian Tonnesen, politikommissær ved Københavns Vestegns Politi, dagen efter drabet fandt sted.

Louise Borglit, der fredag aften 4. november blev fundet dræbt af flere knivstik i en park i Herlev, var synligt gravid.

Hun befandt sig i Elverparken i Herlev for at lufte hund - en golden retriever. Hun var klædt i olivengrønt regntøj og blå gummistøvler.

Hun blev fundet cirka klokken 19.15 af en tilfældigt forbipasserende. Kort efter blev hun erklæret død af en akutlæge.