Onsdag har politiet startet en eftersøgning af den forsvundne Emilie Meng i nogle kolonihaver i Korsør. Politiet bekræfter overfor BT, at der nu bliver gravet i haverne.

18-årige Emilie Meng har været forsvundet i snart to måneder, og nu har sagen taget en uventet drejning. Onsdag meldte politiet ud, at de ville lede efter spor i en haveforening i Korsør, og alle huse samt tilhørende haver ville blive undersøgt med hunde. Det fortalte vicepolitiinspektør, Søren Ravn-Nielsen, i en pressemeddelelse.

Ved du noget om sagen eller har du billeder fra stedet, så tip BT på 1929@bt.dk

Pressekontakt hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Michael Vilster, bekræfter onsdag eftermiddag overfor BT, at politiet nu er begyndt at grave i nogle af haverne:

»Det er helt normal procedure, at de graver de steder, hvor hundene markerer. Og hvis hundene ikke markerer, går de videre til næste sted,« fortæller han.

Tidligere onsdag sendte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en pressemeddelelse ud om, at hundene netop havde markeret og vist interesse for nogle bestemte områder, som politiet ville undersøge nærmere.

Onsdag eftermiddag meddelte politiet, at hele området omkring haveforeningerne er afspærret og vil være det natten igennem.

18-årige Emilie Meng har været forsvundet i snart to måneder. Nu graver politiet i nogle kolonihaver i Korsør.
18-årige Emilie Meng har været forsvundet i snart to måneder. Nu graver politiet i nogle kolonihaver i Korsør. Foto: Privat
Vis mere

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, fortalte tidligere onsdag til BT, at eftersøgningen, der står på onsdag og torsdag, ikke skyldes nye spor i sagen:

«Det er egentlig bare et udtryk for, at vi gerne vil være grundige. Vi har været derude at lede før i det område. Der har jo tidligere været vidner ude at sige, at de mener at have set en pige, der kunne være Emilie gå i de haveforeninger,« lød det fra politiets presseafdeling.



18-årige Emilie Meng har været forsvundet siden 10. juli, hvor hun tog afsked med to veninder på Korsør Station klokken 04:00. Her skulle hun gå et par kilometer hjem, men den unge pige dukkede aldrig op. Både politi og private har ledt efter hende flere gange men indtil videre uden held.