På 14. døgn er 17-årige Emilie Meng fra Korsør forsat sporløst forsvundet. Søndag er over hundrede frivillige igen samlet i Korsør omegn, hvor frivilligorganisationen Missing People håber at finde nye spor.

»De håber selvfølgelig, de kan finde hende. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, er det primært nogle ting, hun kan have efterladt i buskadser og naturområder, som de leder efter, for eksempel en mobiltelefon eller en pung. Hun havde også en taske med sig, da hun forsvandt. Den leder de også efter.«

Det fortæller BTs udsendte, der på nuværende tidspunkt befinder sig i et skovområde sammen med 20-30 andre frivillige.

Han fortæller også, at de frivillige er blevet udstyret med en slags vandrestave, som de frivillige skal bruge til at pirke i jorden og løfte op i buskadset uden at komme til at ødelægge eventuelle spor.

Artiklen fortsætter under billedet.

Flere gange har frivillige fra Missing People deltaget i eftersøgningen af forsvundne Emilie. Her ses de frivillige udstyret med en slags vandrestave, som de frivillige bruger til at pirke i jorden og løfte op i buskadset uden at komme til at ødelægge eventuelle spor.
Flere gange har frivillige fra Missing People deltaget i eftersøgningen af forsvundne Emilie. Her ses de frivillige udstyret med en slags vandrestave, som de frivillige bruger til at pirke i jorden og løfte op i buskadset uden at komme til at ødelægge eventuelle spor. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Eftersøgningen finder sted i forskellige områder i Korsør, især på strækningen mellem Korsør Station og Emilies hjem inde i midtbyen, men også i området omkring Korsør Lystskov.

Sagen kort

17-årige Emilie Meng har været sporløst forsvundet, siden hun klokken 4 om morgenen søndag den 10. juli skiltes fra sine to veninder på Korsør Station, efter at pigerne sammen havde været til fest i Slagelse.

Mens veninderne tog en taxa hjem, valgte Emilie at gå de få kilometer til sit hjem - og her ender sporet blindt.

På trods af en større eftersøgning med helikoptere og droner, dykkere, politihunde og flere hundrede frivillige fra nær og fjern, har ingen set eller hørt fra Emilie, siden hun den tidlige morgen klokken fire sagde farvel til sine veninder på Korsør Station.

Artiklen fortsætter under billedet.

Af flere omgange har frivillige deltaget i eftersøgningen af forsvundne Emilie. Her ses 57-årige Bo Hansen fra Roskilde. Han er brandmand til dagligt og vant til at lede efter mennesker. Her går han i krig med en kompostbunke i en have. »Hvis en forbrydelse er sket, så ville det her jo være et oplagt sted at gemme noget,« siger han.
Af flere omgange har frivillige deltaget i eftersøgningen af forsvundne Emilie. Her ses 57-årige Bo Hansen fra Roskilde. Han er brandmand til dagligt og vant til at lede efter mennesker. Her går han i krig med en kompostbunke i en have. »Hvis en forbrydelse er sket, så ville det her jo være et oplagt sted at gemme noget,« siger han. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Sidste søndag deltog 492 personer i den frivillige eftersøgning efter Emilie. Og selv om den ikke gav nogle konkrete spor, så er Vivian Eriksen fortrøstningsfuld forud for den kommende eftersøgning.

»Vi håber på at finde noget, som vi kan give politiet, som de kan arbejde videre med,« fortalte hun lørdag til BT.

Forbereder frivillige på det værst tænkelige

Politiet har tidligere meldt ud, at håbet for at finde Emilie Meng i live svinder som dagene går, da det er sjældent, at en så ung pige er frivilligt væk så længe uden at give livstegn fra sig.

De mange frivillige fra frivilligorganisationen Missing People, der søndag er samlet i Korsør, har dog endnu ikke opgivet håbet.

»Vi håber stadig at finde hende i live, men det er klart, at chancen for det falder, jo flere dage, der går,« siger indsatsleder Lars Jensen fra frivilligorganisationen Missing People.

Artiklen fortsætter under billedet.

Over 100 mennesker er mødt op i Korsør søndag formiddag for at lede efter 17-årige Emilie Meng, som har været forsvundet siden søndag den 10. juli 2016.
Over 100 mennesker er mødt op i Korsør søndag formiddag for at lede efter 17-årige Emilie Meng, som har været forsvundet siden søndag den 10. juli 2016. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Søndag formiddag samledes de mange frivillige på Korsør Station, hvor indsatslederen for søndagens efterforskning, Lars Jensen, indledte med en peptalk:

»Vi skal vende hver en sten. Målet er selvfølgelig at finde Emilie, men hvis vi finder hendes pengepung eller mobiltelefon, er det også en succes,« sagde han.

Inden eftersøgningen begyndte forberedte han også de fremmødte på, hvad de skal gøre, hvis de finder den 17-årige kvinde:

»Hvis I finder Emilie i live, er det vigtigt, at I forholder jer i ro og giver hende al den omsorg, hun behøver,« siger han og fortsætter:

»Hvis hun findes livløs, skal I ikke tage billeder af hende, men ringe lynhurtigt til 1-1-2 og derefter til mig.«

Samtidig fortalte han, at der vil være mulighed for at modtage psykologhjælp, hvis det skulle blive nødvendigt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lars Jensen briefer samlingen af frivilllige, før de bliver sendt ud i hold i forskellige dele af Korsør.
Lars Jensen briefer samlingen af frivilllige, før de bliver sendt ud i hold i forskellige dele af Korsør. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi er ikke til stede under søndagens eftersøgning.