Ny ransagning hos ’garagedrengens’ forældre: Skjuler de et 8. barn?

Af Helle Lho Hansen og Martin Hjort

For seks måneder siden fandt politiet en fireårig dreng i en garage i Helsingør. Fredag aften kom politi og de sociale myndigheder igen på uanmeldt besøg hos forældreparret Lisbeth Eliasen og Jens Valbek Jørgensen i Helsingør

For anden gang ledte de efter endnu et barn. I august sidste år fandt myndighederne parrets fire-årige søn gemt i husets garage. Drengen, der er parrets syvende barn, blev tvangsfjernet, ligesom hans seks ældre søskende tidligere er blevet fjernet.

Den lille dreng, der er født hjemme, levede sine første fire år skjult for omverdenen, og havde i følge myndighederne hverken alderssvarende sprog eller sociale kompetencer, da han blev fjernet.

Efter tvangsfjernelsen har den lille dreng fortalt om en lillesøster, der også skulle leve skjult hos forældrene. Det var hende politi og myndigheder ledte efter fredag aften, bekræfter Bjarne Pedersen, der er kommunaldirektør i Helsingør Kommune.

- Vi har fået nogle yderligere henvendelser om, at der muligvis var et barn mere. Et 8. barn. Det var vi naturligvis nødt til at reagere på, siger han.

I følge kommunaldirektøren har familien ikke svaret på kommunens henvendelser hverken på mail, telefon eller brev.

- Derfor var politiet med. Vi havde ingen anden mulighed, siger han.

Det er ikke første gang, politiet har søgt efter den mulige søster. I september måned ledte de også.

- De har været på adressen med specialtrænede hunde. De har haft apparater med, der er varmesøgende, for at se, om der var noget bag en væg eller lignende. Men der blev intet fundet, sagde Bjarne Pedersen dengang.

Fredag gennemsøgte politiet igen huset, men fandt heller ikke denne gang nogen lillesøster.

- Der er intet tegn er på, at der findes et barn i det hus, siger Bjarne Pedersen, der nu betragter sagen som lukket.

Hvordan kan du være sikker på, at der ikke er et barn mere i huset?

- Det kan vi naturligvis ikke være sikre på. Men jeg kan sige, at der intet tegn er på, at der findes et barn i det hus. Vi har gennemsøgt det meget, meget omhyggeligt, siger han.

På familiens hjemmeside beskriver Lisbeth Eliasen politiets besøg på denne måde: - Disse mafia-polititjenestemænd er begyndt at bruge vores hjem som deres træningslejr.

Kommunal direktør Bjarne Pedersen fastholder, at aktionen er foregået efter reglerne:

- Da vi fjernede drengen, var der efterfølgende en diskussion med ankestyrelsen om, hvornår vi kunne gå ind i huset. Derfor er det denne gang foregået i enighed med ankestyrelsen.


Rettelse: Ægteparret rettet til forældreparret. Børnenes mor, Lisbeth Eliasen, oplyser, at hun og børnenes far ikke er gift.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her