I 90'erne og nullerne var Søren Lerche del af et hemmeligt tæskehold, der opsøgte nazister og gav dem tæsk. Det fortæller han i bogen 'Autonom, pusher, mentor', der udkom mandag.

I bogen fortæller han, hvordan han som ung blev tiltrukket af det autonome miljø omkring Ungdomshuset på Jagtvej 69. Efter nogle år i miljøet blev han del af en hård kerne af hærdede kriminelle på den yderste venstrefløj, der lavede målrettede voldelig aktioner mod deres politiske modstandere.

Tæskeholdet var yderst velorganiseret og deres aktioner var planlagt ned til mindste detalje.
Søren Lerche blev skolet i gadekamp under et ophold hos den baskiske terrorbevægelse ETA. I bogen beskriver han, at han og andre autonome styrketrænede og øvede sig i kampsport for at stå bedre i en konfrontation med nazister. For at nedbryde den opdragelse de havde fået hjemmefra, øvede de sig i at stjæle biler og begå indbrud.

Forbillederne var Blekingebanden, Rote Armé Fraktion og den cubanske revolutionshelt Che Guevara. I bogen skriver Søren Lerche direkte, at han og hans autonome venner så sig selv som Blekingegadebandens arvtagere.

Tæskeholdet fik informationer om nazister og højreradikale fra andre dele af den yderste venstrefløj. I bogen hævder han, at oplysninger nazisternes færden kom fra den venstreorienterede forening Demos. Det afviser Demos imidlertid over for Ekstra Bladet.

Tæskeholdet var flere gange i direkte voldelige konfrontationer med nazister. Nogle gange skete det spontant, andre gange var det mere planlagt.

Søren Lerche fortæller i bogen, hvordan han i 2000 fik besked på at overfalde en gruppe svenske medlemmer af Blood & Honour, der var mødt op i Københavns Byret. Overfaldet endte med, at tæskeholdet jagtede to svenskere ind i en tæppeforretning, hvor de fik tæsk så blodet sprøjtede.

Andre gange gik det ud over helt tilfældige mennesker, som tæskeholdet forvekslede med nazister. I 2000 blev tæskeholdet ringet op af en panikslagen autonom, der sagde at der stod en skinhead med nazijakke og baseball-bat foran hans dør. Søren Lerche og hans venner stormede derhen og bankede manden med hans eget baseball-bat.

»Jeg hev ham væk fra lejligheden og sparkede og slog ham, mens han rullede ned ad trappen. Det var helt sindssygt, for han kunne være blevet slået ihjel,« fortæller Søren Lerche i bogen.

Det viste sig, at offeret var en flyttemand der havde sin arbejdsjakke på. Han ville have den autonome til at skrue ned for musikken.

Ved siden af sin aktivitet på den yderste venstrefløj havde Søren Lerche Mørch en kriminel løbebane som hashpusher. Han åbnede flere hashklubber og var medstifter af 'De brune bude', der bragte hash ud med scootere og biler, som var det pizzaer.

Hans aktiviteter som hashpusher gjorde, at han fik forbindelse til både rockermiljøet i København og bandemiljøet på Blågårds Plads.

Politiet kom hurtigt på sporet af hashudbringningen, og Søren Lerche endte i fængsel.

I dag har han afsonet sin dom og har taget en uddannelse på RUC. Han er leder af Fryshuset, som arbejder med at få unge ud af bander og ekstremistiske miljøer. Han underviser også i bandekriminalitet og ekstremisme på Grundtvigs Højskole.