En 24-årig kvinde har anmeldt, at hun har været udsat for såkaldt "drugrape" på Roskilde Festivalen. Lægelige undersøgelser bekræfter hendes mistanke.
Endnu en ung kvinde har anmeldt en voldtægt på årets Roskilde Festival.
Der er tale om en 24-årig kvinde, der mener, at hun efter at være blevet bedøvet med euforiserende stoffer er blevet voldtaget.
- Vi har efterforsket sagen siden i går formiddag (torsdag red.). Kvinden er blevet undersøgt på hospitalet, hvor undersøgelserne har underbygget hendes historie, siger pressetalsmand Carsten Andersen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Torsdag anmeldte også en 15-årig pige en voldtægt på festivalen, hvor en 23-årig mand i leopardkjole skal have forgrebet sig på hende i et telt. Manden meldte senere torsdag sig selv og skal i løbet af fredagen fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Han erkender sex med pigen, men siger, at det skete frivilligt.
/ritzau/



















