27-årig var gået under jorden i Vestjylland

En 27-årig mand fremstilles onsdag morgen i grundlovsforhør ved Retten i Odense sigtet for at have medvirket i det vanvittige commando-raid på skadestuen ved Odense Universitetshospital i slutningen af august.

Fyns Politi har længe kendt mandens identitet, og han har været efterlyst. Han blev anholdt et sted i Vestjylland i går, hvor han angiveligt har holdt sig skjult, siden han følte, jorden brændte under ham.

Det voldsomme angreb på skadestueafsnittet i Odense skete den 21. august, da 60-70 rasende mænd stormede ind med køller og andre slagvåben og forsøgte at finde og afstraffe en ung irakisk mand, der blot tre kvarter tidligere var blevet udsat for drabsforsøg.

Manden blev kynisk skudt fra klos hold midt i en menneskemængde på Vollsmose Torv under en stor Eid-fest, der markerer afslutningen på muslimernes fastemåned ramadanen.

Men på trods af offerets stærkt kritiske tilstand var det altså ikke nok for den vanvittige flok bøller, der mødte op i skræmmende stort antal på skadestuen og i bogstaveligste forstand løb stedet over ende, råbte og skreg og smadrede diverse inventar, mens det dybt chokerede personale måtte skjule både patienterne og sig selv.

På trods af det store antal personer involveret i balladen den 21. august har det været yderst vanskeligt for Fyn Politi at efterforske sagen, fordi overvågningskameraet på OUHs akutmodtagelse netop den nat var ude af drift.

Udover den 27-årige, som blev anholdt i går og som her til morgen fremstilles i grundlovsforhør, er tre andre i forvejen sigtet i sagen. To af dem sidder varetægtsfængslet, mens den tredje ikke har været krævet bag tremmer.