KØB PLUS!

Ny afsløring: Kraniekvinde ville købe lig fra plejehjem

Nye afsløringer er nu kommet frem i den bizarre sag om den svenske kvinde, der er tiltalt for at dyrke sex med skeletter. Ifølge en svensk avis forsøgte kvinden at købe sig til lig på et plejehjem.

Beviserne strammes om den 37-årige svenske kvinde, der er tiltalt for at have dyrket sex med kranier, efter at politiet i september fandt hundredvis af kraniedele samt seks kranier i hendes hjem. Kvinden er desuden tiltalt for at have skaffet sig skeletterne ved at grave dem op - og dermed bryde gravfreden. En mistanke som politiet blandt andet fik, da de i kvindens hjem fandt en boltsaks, et brækjern og flere knive.

Den 37-årige kvinde har i politiafhøringer ind til videre nægtet at have gravet knoglerne op. Hun påstår, at hun har købt skeletterne via internettet.

Men nu tyder noget på, at hun måske ikke kun har holdt sig til internettet, som hun påstår. Et vidne har angiveligt fortalt, at den 37-årige kvinde tilbød penge for at få lov til at få adgang til døde mennesker på et plejehjem, skriver den svenske avis Metro ifølge en anden svensk avis Expressen.

Kvinden skulle have bedt om at komme ind i det rum, hvor de sørgende kan tage afsked med de døde, har vidnet angiveligt forklaret.

Ifølge Metro skulle vidneforklaringen være en del af det hemmelige materiale, som er en del af forundersøgelsen i sagen.

Men vidnet fra plejehjemmet er ikke det eneste vidne, der kan fælde den 37-årige nekrofile kvinde. Ifølge Expressen er der også foretaget afhøringer af kvindens veninder. Afhøringerne, der indtil videre er hemmeligholdt, skal sammen med andre beviser, der er fundet i kvindens lejligheder udgøre bevismaterialet mod kvinden.

Men det er ikke sikkert, at offentligheden nogensinde får kendskab til, hvad det er kvindens veninden kan fortælle om hende. Anklageren vil nemlig afhøre dem for lukkede døre.

- Jeg kommer til at begære i retten, at de her personer afhøres for lukkede døre med omtanke for dem selv, siger anklageren Kristian Ehrenborg-Staffas ifølge Expressen.se

Den 37-årige kvinde benægter alle anklager om både at have brugt kranierne i seksuelle sammenhænge samt for at have brudt gravfreden. Det er dog tidligere blevet afsløret, at politiet har fundet et dokument på kvindens computer, hvor hun beskriver, at hun er tiltrukket af døde mennesker, og at hun interesserer sig for nekrofili.

Mens der i sidste uge er blevet foretaget forskellige afhøringer i sagen, så begynder den egentlige retssag først den 27. november. Den forventes at vare tre dage.

Læs også: