Mere end fem år efter at anklagemyndigheden opgav at få en mistænkt dømt for mordet på den 21-årige Eva Lykke Christensen i Kolding i 2001, skal sagen nu vurderes på nyI oktober 2011 afslørede B.T. en lang række efterforskningsfejl og spor, som hidtil havde været ukendte for offentligheden, og siden har efterforskere ved Sydøstjyllands Politi i al hemmelighed arbejdet med det mystiske dødsfald.

Resultatet og indholdet af efterforskningen er fortroligt og skal nu indgå i en ny vurdering af, om der kan rejses tiltale mod den mistænkte for det 11 år gamle dødsfald, oplyser Torben Svarre, der er vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

- På baggrund af artiklerne i B.T. har vi foretaget en række afhøringer som supplement til den eksisterende efterforskning. De har indtil videre ikke givet anledning til, at vi foretager os yderligere, men resultatet er sendt videre til vores jurister, som vil overgive det til statsadvokaten, siger han.

Graverende fejl

Statsadvokaten er den eneste, der kan rejse tiltale i drabssager, og det var således også her, det i 2006 blev besluttet ikke at retsforfølge Eva Lykke Christensens nu 37-årige samlever K.S., som ifølge Rigspolitiets rejsehold kvalte den fem år yngre kvinde for derpå at camouflere mordet som selvmord ved at hænge hende fra et varmerør.

Efterforskningen er en af rejseholdets mest omfattende nogensinde, og både efterforskerne og den lokale anklagemyndighed i Kolding fandt det bevist, at K.S. stod bag mordet. Alligevel mente statsadvokat Jan Reckendorff, at en lang række graverende fejl, begået af Kolding Politi og en lokal embedslæge fem år tidligere, svækkede sagen så meget, at en retssag var uforsvarlig.

Brændt uden obduktion

Det var den mistænkte K.S. selv, der ringede 112 sidst på eftermiddagen den 4. marts 2001. Til politiet forklarede han, at han efter en kort indkøbstur havde fundet den spinkle Eva hængende livløs i badeværelset i parrets fælles lejlighed i Kolding. Selvom han tre gange tidligere var dømt for vold, og pårørende informerede politiet om, at Eva samme dag havde gjort forholdet forbi og forsøgt at smide ham ud, blev forklaringen uden videre godtaget. Alt sammen med velsignelse fra en embedslæge, der undersøgte liget. Gerningsstedet blev dermed aldrig undersøgt, og liget blev brændt uden obduktion.

Heller ikke da K.S. mindre end to år senere forsøgte at kvæle en ny kæreste samt hendes nye ven i forbindelse med et brud, blev drabet på Eva Lykke Christensen undersøgt. Det skete først, da den mistænkte selv i 2004 under afsoningen af sin seneste dom i detaljer tilstod mordet overfor en ny samlever, som straks gik til politiet. Rejseholdet blev tilkaldt og sammenstykkede i løbet af mere end et år i dybeste hemmelighed en bevismappe på mere end 30 centimeters tykkelse.

Som B.T. i oktober sidste år kunne afsløre, var en række oplysninger om tidligere selvmordsforsøg i Eva Lykke Christensens lægejournaler falske og plantet af samleveren. Samtidigt sikrede han, at beviserne forsvandt, da han bag familiens ryg og mod dens ønske forhindrede en obduktion, der kunne afsløre den virkelige dødsårsag, ligesom han rensede gerningsstedet med klorin, mens lægerne endnu kæmpede for Evas liv. Endelig viste en rekonstruktion, at et selvmord som det, han havde beskrevet for politiet, var stort set umuligt.

Beviserne syntes så overvældende, at en ledende efterforsker ved rejseholdet overfor Eva Lykke Christensens nærmeste betegnede den forventede retssag som et straffespark uden målmand. Skuffelsen var derfor også tilsvarende stor, da statsadvokat Jan Reckendorff meddelte, at han end ikke ville føre sagen for retten uden den obduktion og gerningsstedsundersøgelse, som politiet i Kolding burde have lavet i 2001.

Jan Reckendorff har endnu ikke set det nye materiale indsamlet af Sydøstjyllands Politi, og han vil derfor ikke kommentere, om der nu kan rejses tiltale mod samleveren. Han oplyser dog, at den fem år gamle beslutning ifølge loven kun kan ændres, hvis de nye oplysninger bringer afgørende ny viden.mkj@bt.dk