42-årig kvinder er sigtet for omfattende menneskesmugling af filippinere - angiveligt snørede hun hundredvis af besøgsvisa til Danmark ud af den norske ambassade med massefabrikerede fup-invitationer. Nu hankes der op i den 'lempelige' sagsbehandling.

På papiret så det godt ud. Hun var leder og stifter af en humanitær organisation, der hjalp indbyggerne i hendes hjemstavn med skolebøger, køkkkengrej, medicin, sanitet og legater til studerende.

Men i ly af organisationen - og et rejsebureau - skal hun have bistået 670 filippinere med at forlade landet og rejse ind i Schengen-området via besøg-visa til Danmark.

Læs også:

Hjælpen bestod i blandt andet i, at hun - ifølge B.T.'s oplysninger mod betaling - massefabrikerede falske invitationer til de mange mennesker, som de medbragte på den norske ambassade i landets hovedstad, Manilla, og som håndterer visa på vegne af Danmark.

De 670 personer vendte dog aldrig tilbage til Filippinerne, når de tre måneder på visaene var udløbet, og dermed var der reelt tale om storstilet organiseret menneskesmugling, mener politiet.

Læs også:

Kvinden nægter sig skyldig, men blev fredag varetægtsfængslet på begæring af Midt- og Vestjyllands Politi efter næsten et års efterforskning af dansk og norsk politi.

At sagen blev opdaget, skyldes vakse ansatte i Udlændingeservice, fortæller kontorchef Susanne Meyersahm i en skriftlig kommentar til B.T.

- For et lille års tid siden fik vi her i styrelsen i den daglige sagsbehandling mistanke om, at der var uregelmæssigheder i ansøgninger fra Filippinerne. Vores mistanke blev således vakt ved årvågne medarbejderes fokus på konkrete oplysninger i ansøgninger, siger hun til B.T.

Ifølge kontorchefen har Filippinerne hidtil været et 'relativt problemfrit ansøgerland', men det ændrede den 42-årige formodede menneskesmugler-dronning med ét.

Mistanken om organiseret fup med besøgs-visa, fik før valget Udlændingeservice til at kontakte det daværende Integrationsministerium for at få lukket smuthullet ind i Danmark via den norske ambassade, der - på baggrund af danske retningslinjer - udstedte de mange visa.

- Der har nemlig ikke tidligere været problemer med ansøgninger fra landet. Vores indsigelse medførte en skærpet praksis for de sager, som den norske ambassade sender til Udlændingeservice, og det er flertallet af ansøgningerne, siger Susanne Meyersahm.

Tidligere har det været således, at der i forhold til tilrejsende fra Filippinerne ikke har været øje for, hvor mange personer en dansker kan invitere, eller hvor fast forankret den tilrejsende er i sit hjemland. Det er ændret, fortæller Susanne Meyersahm.

- Vi fik indført, at vi fremover kan tillægge værtens forhold betydning, eksempelvis om en vært har inviteret en række personer, som man kun har en perifer relation til. Nyt i forhold til sager vedrørende filippinere er også en skærpet formodningsvurdering, som betyder, at ansøgeren skal have en vis tilknytning til sit hjemland. For eksempel vil en ansøger, som er ung, uden beskæftigelse og uden børn som udgangspunkt ikke længere kunne få visum til Danmark, siger kontorchefen.

Hun tilføjer dog - for en god ordens skyld - at mange filippinere er helt legitime gæster i Danmark.

- Dem ønsker vi ikke at ramme, siger hun.