Omkring 1500 mennesker fulgte onsdag Jonas Thomsen Sekyere den sidste, tunge vej fra Vor Frue Kirke til hans hvilested på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Kort før klokken 14 nåede optoget frem til kirkegården.

Jonas Thomsen Sekyeres unge liv endte på tragisk vis den 17. november, da han på Diskotek Bakken i Kødbyen blev stukket ihjel af en endnu ukendt gerningsmand. Han blev kun 21 år.

Onsdag sagde familie og venner farvel med salmer, sange og taler i Vor Frue Kirke. Heriblandt hans kæreste Laura, der holdt en smuk og meget personlig tale til Jonas, selvom hun undervejs måtte kæmpe for at få ordene frem, fordi tårerne pressede sig på.

I dag begraves Jonas

- Der findes ingen trøst for det hul, du efterlader i mig. Du skulle se, hvor mange mennesker, der er her i dag. Hvor elsket du er.

Hun sluttede sin tale med ordene:

- Jonas. Jeg elsker dig, og du vil altid være i mit hjerte. Farvel min Jonas.

Også Jonas' lillesøster Lisa greb de mange tilhørere om hjerterne, da hun sang Anna Davids 'Når en engel siger farvel' og Acapella ved båren.

I dag begraves Jonas

Tusindvis følger Jonas på vej

Efter begravelsen fulgte begravelsesoptoget Jonas' kiste den sidste, tunge vej fra Vor Frue Kirke i Indre By i København til Assistens Kirkegården på Nørrebro.

Stemningen var trykket og flere krammede hinanden og holdt hinanden i hånden. Der er rigtig mange unge, der deltager, og det virker som om, både Jonas', men også mange af lillesøster Lisas, venner er mødt op for at sige det sidste farvel.

I dag begraves Jonas

Undervejs i optoget sluttede flere og flere folk sig til menneskemassen, heriblandt flere forbipasserende, der valgte at deltage, så snart de hørte, hvem det var, der blev fuldt på vej. Flere valgte også at stille sig op langs med ruten og vise Jonas og hans familie den sidste ære.

Folk brød i sang undervejs i optoget, der voksede og voksede i størrelse, efterhånden som det bevægede sig fra Kirken mod Nørrebro.

Efterhånden som optoget voksede var politiet, der var massivt til stede under hele optoget, nødsaget til at spærre for trafikken undervejs.

I dag begraves Jonas

BTs reporter talte med to, unge mænd, der deltog i optoget.

- Vi kendte ikke Jonas, men hele sagen er så tragisk, at vi følte, vi burde deltage - også for at sende et stærkt signal til de folk, der tager knive med i nattelivet. Jeg ved, at der er mange gymnasieelever, der har valgt at deltage i begravelsen og slutte op om optoget af samme årsag, forklarede de to unge mænd, der ikke ønskede få deres navn frem.

Slutter ring om graven

Kort før klokken 14 nåede optoget kirkegården. Midt på kirkegården stoppede optoget, da folk dannede en stor ring om den grav, der bliver Jonas sidste hvilested. Alle var helt stille, mens Jonas familie på ghanesisk sang en sang.

Klokken 14 blev Jonas kiste sænket i jorden. Jonas familie var tydeligt mærket af sorgen, da de så deres kære blive sænket ned til sit sidste hvilested.  Jonas kæreste Laura, der allerede i kirken kæmpede mod tårerne,  var helt opløst af gråd.

Flere andre familiemedlemmer havde også svært ved at holde følelserne tilbage. Som en trøst begyndte flere af de tilstedeværende at synge en sang på ghanesisk for at overdøve tårerne. Imens kastede familiemedlemmer på skift roser end på Jonas' kiste.

Efter begravelsen tog optoget videre til gravøl, hvor både venner, familie og bekendte var velkommen.

Da begravelsesoptoget begyndte at forlade Assistens Kirkegården, trak flere folk, der ikke havde være med til begravelsen, ind på kirkegården for at lægge blomster på Jonas grav.