En forsvarsadvokat til en af de nordmænd, der i søndags blev anholdt for narkosmugling i Albæk Havn, kritiserer nu det danske politis storstilede aktion

Det burde ikke være endt så voldsomt som det gjorde, da danske aktionsstyrker søndag d. 6 januar fangede tre norske narkosmuglere i Ålbæk Havn. Det mener en af forsvarsadvokaterne til de nordmænd, der nu er sigtet for narkosmugling.

- Operationen fremstår meget voldsom. Der burde ikke være nogen tilskadekomne eller dræbte, siger Einar Grape, der er forsvarsadvokat til en af de sigtede, til norske Dagbladet.



De tre smuglere, tre mænd på 27, 36 og 49, mødtes i havnen for at udveksle 250 kg hash. Men den danske indsatsstyrke overraskede dem, og det førte til skudveksling mellem de to grupper.

Politiet skød og dræbte den 49-årige Stein Kjetil Fredriksen, der ankom i båden til havnen for at modtage varerne. Den 27-årige, som Einar Grape repræsenterer, blev ramt af to skud i brystet og har været på operationsbordet på Aalborg Sygehus, hvor hans tilstand er meldt stabil. En dansk politimand blev ramt af to skud i lysken, men er uden for livsfare.

- Ingen andres liv stod i fare ved at nogle nordmænd ville fragte hash over Skagerrak til Norge, som politiet mener. Politiet kunne have ventet og slået til på en helt anden måde, siger forsvarsadvokaten.

Ifølge det danske politi var det gerningsmændene, der skød først. Men Einar Grape understreger overfor Dagbladet, at hans klient var ubevæbnet under episoden.

En bekendt til Stein Kjetil Fredriksen har fortalt til VG, at den dræbte 'altid havde en pistol med sig'.

- Samtidig skal ingen trække våben mod politiet, hvis det er det, der er sket. Men det er helt åbenlyst, at dette burde være blevet håndteret anderledes, når ubevæbnede personer bliver skudt, siger advokaten. Hans 27-årige klients tilstand er stabil nu, og hans straffeattest har indtil nu været ren, selvom han ifølge Dagbladet er tiltalt for at have være i besiddelse og brug af amfetamin og blå valium-piller samt hæleri. Einar Grape er derfor overrasket over, at han er involveret i en så 'stor og alvorlig' narkotikasag.

Hos politiet i Danmark giver de ikke meget for advokatens kritik.

- Jeg har ikke tænkt mig at gå ind i en dialog med ham om det. Den slags argumenter må advokaterne eventuelt fremføre i retten, siger den danske efterforskningsleder i sagen, Verner Holm, til Dagbladet.