En 51-årig mand fra Vendsyssel er ved retten i Hjørring blev kendt skyldig i at have voldtaget sin steddatter adskillige gange i en længere årrække. Det skriver Nordjyske.

Straffen lyder på syv års fængsel, og den 51-årige skal samtidig betale 100.000 kroner i godtgørelse til pigen, ligesom han ikke længere må have børn under 15 år boende eller besøge personer, der har børn under 15 år.

Pigen forklarede ifølge Nordjyske i retten, at voldtægterne og andre overgreb fandt sted omkring tre gange om ugen. Pigen er i dag 15 år, og overgrebene stod på, fra hun var 10, til hun næsten var 15 år.

Stedfaren kom ind til hende om natten, mens hun sov, og forgreb sig på hende, forklarede hun i retten.

På et tidspunkt kunne pigen ikke længere holde voldtægterne og overgrebene for sig selv. Hun begyndte at fortælle det til sine klassekammerater, og så skete der noget.

For et par forældre fik det at vide og underrettede skolen, som så involverede politiet. Den 51-årige mand blev anholdt i starten af 2015.

Han nægtede sig skyldig og påstod i retten, at sagsbehandlerne i Brønderslev Kommune havde lagt ordene i munden på den 15-årige pige. Og hans forsvarer, Jens Christian Christensen, mente, at han skulle frifindes.

I dommen blev der dog fra domsmandsrettens side netop lagt vægt på, at pigen i sine vidneforklaringer var meget troværdig.

Den 51-årige ankede dommen til landsretten.