KØB PLUS!

Nørrebro-demonstranter får erstatning af politiet

Københavns Politi brød loven, da demonstranter sidste år blev tilbageholdt, fordi de ikke ville lade sig visitere. Dommen viser, at politiloven er problematisk, mener demonstranternes advokat.

33 demonstranter skal have mellem 2.600 og 3.500 kroner i erstatning af Københavns Politi. Under en protestmarch på Nørrebro 18. maj sidste år blev demonstranterne frihedsberøvet i op til syv timer, fordi de ikke ville lade sig visitere, men det var ulovligt, har Københavns Byret fastslået i en dom onsdag.

Ifølge dommen måtte politiet gerne visitere demonstranterne, men ordensmagten tog fejl, da man vurderede, at de unge skulle tilbageholdes, fordi der var fare for, at de ville forstyrre den offentlige orden.

Demonstranternes advokat, Steen Frederiksen, er tilfreds med dommen.

- Når man vælger at frihedsberøve folk, skal man alligevel foretage en visitation først. Så hvorfor skulle de egentlig frihedsberøves? De havde jo ikke noget farligt på sig, og så havde politiet ikke grund til at tilbageholde dem, siger han.

Ifølge advokaten viser dommen, at politiloven er problematisk. Loven giver politiet mulighed for at foretage en såkaldt administrativ frihedsberøvelse af folk, der er til fare for den offentlige orden. Men det er meget svært at vurdere, om det er tilfældet.

- Det har vi tidligere set i forbindelse med demonstrationerne under COP 15, hvor politiet jo også blev dømt til at betale erstatning, siger Steen Frederiksen.

- I et demokratisk samfund kræver det nogle tunge beviser at tage folk og frihedsberøve dem. Problemet er, at politiet har meget dårlig mulighed for at bevise, at den enkelte person udgør en fare. Det viser denne dom også, siger advokaten.

Frihedsberøvelsen af de i alt 65 demonstranter fandt sted under en demonstration til minde om optøjerne 18. maj 1993. På Dronning Louises Bro på Nørrebro blev demonstranterne mødt af politiet, som godkendte den uanmeldte demonstrationen, men krævede kropsvisitation af demonstranterne.

Da de unge nægtede, fik de valget mellem kropsvisitation eller administrativ frihedsberøvelse. 20-30 demonstranter lod sig visitere, mens 65 blev frihedsberøvet og transporteret til Station Bellahøj. 33 af dem lagde efterfølgende sag an mod politiet.

Københavns Politi har foreløbig ingen kommentarer til dommen.

- Nu skal vi have lejlighed til at kigge på præmisserne i dommen for at finde ud af, om den giver anledning til, at vi vil anke den eller ej, siger senioranklager Maria Cingari.