Nødt til at statuere et eksempel: 18-årig elev smidt ud af gymnasiet

  •  
1 2

En 18-årig elev mister sin plads på Slagelse Gymnasium, efter han tirsdag indgav en bombetrussel mod skolen.

»Det er så alvorligt, hvad han har lavet, og det skal bare have konsekvenser, som kan mærkes. Derfor besluttede jeg på et møde med ham onsdag eftermiddag at bortvise ham permanent,« siger gymnasiets vicerektor, Lotte Büchert, til sn.dk.

Klik her og se mere tv hos Localeyes.dk

Kort før klokken 11 tirsdag formiddag ringede eleven til gymnasiet med en bombetrussel, og det fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at evakuere hele skolen og sende bombehunde til stedet. Klokken 15 blev bombealarmen dog afblæst, da politiet havde afsøgt gymnasiet uden at finde en bombe, og blot få timer senere fandt politiet frem til den 18-årige mand, som blev anholdt ved sin bopæl.

Gymnasieeleven indrømmede, at det var ham, der stod bag den falske trussel.

»Det ville være et forkert signal at sende, hvis vi bare bortviste ham i en kortere eller længere periode. Prøv at forestille dig til sommer, hvor vi har mange afsluttende eksamener, at en elev, der ikke føler sig forberedt, »blot« ringer en bombetrussel ind for at undgå et dårligt resultat. Det kunne jo være virkningen, hvis vi ikke slog hårdt ned på det her. Derfor har jeg bortvist eleven,« siger Lotte Büchert, der over for sn.dk også understreger, at der er andre årsager til, at den 18-årige er blevet smidt ud af Slagelse Gymnasium.

Eleven er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf om trusler og er ikke varetægtsfængslet.

Læs også: