Den 29-årige somalier Muhamed Geele slipper for fængsel på livstid efter, at han i går blev kendt skyldig i bl.a. terror og drabsforsøg mod Kurt Westergaard.

Retten i Århus har netop idømt ham ni års fængsel og udvisning for bestandigt for forbrydelsen.

Kniven, som han sleb skarp inden angrebet, konfiskeres. Han skal betale sagens omkostninger og 10.000 kr. i ertstatning til Kurt Westergaard.

Forsvarsadvokat Niels Chr. Strauss ankede efter en kort samtale med sin klient dommen. Han vil have Muhamed Geele frikendt for terror og forlanger en mildere dom.

 

Muhamed Geele blev i går kendt skyldig i terror og drabsforsøg efter, at han 1. januar sidste år brød ind i bladtegner Kurt Westergaards hjem i Viby J, bevæbnet med en økse og en kniv.

Han blev frifundet for drabsforsøg mod en af de politibetjente, der kom til stedet, men dømt for forsøg på grov vold mod betjenten. Dertil er han kendt skyldig i ulovlig våbenbesiddelse.

Statsadvokat Kirsten Dyrman forlangte 12 års fængsel, men er stadig meget tilfreds med dagens dom.

- Det er et rglimrende resultat. Det var rigtig vigtigt for os, at få ham dømt efter terror-paragraffen. Det viser, at man har forstået alvoren i handlingen. Vi kom for at få fastlået, at det her havde et langt mere alvorligt sigte end blot at ramme Kurt Westergaard, siger hun.

Der blev ikke givet nogen forklaring på, hvorfor retten mener, at den dømte skal have netop ni år. Men statsadvokaten understreger, at der trods alt ikke blev krummet et hår på tegnerens hoved. Derfor skal de ni års fængsel ses som en forholdsvis hård straf.

Kirsten Dyrman glæder sig over, at forsvareren har "indbudt til fest", så hun får mulighed for at gentage sine argumenter for, at Muhamed Geele skal dømmes efter terror-paragraffen (§114) og forlange en højere straf.

Niels Chr. Strauss fortæller udenfor retten, at hans klient ikke er overrasket over dommen.

- Efter skyldkendelsen i går, så var vi af den opfattelse, at sagen ikke er afgjort. Vi skal i landsretten. Min klient og jeg er af den opfattelse, at lovgrundlaget for at dømme efter terror-paragraffen ikke er opfyldt, siger Niels Chr. Strauss, der dog med tilfredshed konstaterede, at retten havde taget hensyn til den handling, der rent faktisk blev begået.

Dommen er mild i forhold til andre terrorsager i dansk retshistorie, selvom Muhamed Geele klart er den gerningsmand, der er kommet tættest på at få succes med sit uhyrlige forehavende. Men i de andre tilfælde var det også bombesprængning og ikke en kniv, der skulle forårsage skade.

Muhamed Geele er fortsat varetægtsfængslet, indtil landsretten har afgjort sagen.