En Netto-forretning på Ørbækvej i Odense blev søndag aften udsat for et røveri. Det oplyser Fyns Politi.

Omkring klokken 21.50 kom en mand med sort elefanthue og hættetrøje ind i forretningen. Her truede han med en skruetrækker og fik udleveret kassebeholdningen.

»Han er formentlig dansk og 20 til 30 år,« siger vagtchef ved Fyns Politi Kim Munksgaard.

Manden løb efter røveriet fra stedet i ukendt retning.

»Vi har selvfølgelig ledt efter ham, men vi har endnu ikke fundet ham,« siger vagtchefen.

Fyns Politi vil nu gennemgå videoovervågning fra forretningen.

BNB