KØB PLUS!

Nazityv stjal også kongehusets fortrolige dokumenter

Danmarkshistorie. Mistænkt i tyverisagen fra Rigsarkivet har stjålet fortroligt materiale, der tilhørte Kongehusets Ordenskapitel.

Kongehuset inddrages nu i sagen om danmarkshistoriens måske største tyveri af uvurderlige dokumenter fra Rigsarkivet og Landsarkivet.

Den ene af de to mænd, som er varetægtsfængslet og sigtet for tyverierne, har stjålet fortrolige dokumenter, som tilhørte Ordenskapitlets arkiv på Amalienborg. Ifølge Berlingskes oplysninger indeholder dokumenterne personfølsomme oplysninger om dekorerede personer fra Anden Verdenskrig og var af Ordens-kapitlet blevet sendt til såkaldt sikkerhedsdestruktion på Amagerforbrænding via renovationsselskabet Renoflex, hvor den 53-årige sigtede dengang arbejdede. Forløbet bekræftes af den forklaring, som den sigtede har givet til sin forsvarer.

- Materialet var blevet indleveret til destruktion, og dér har min klient så taget det, siger forsvareren, advokat Jakob Arrevad.

Den 53-årige har desuden forklaret, at han på samme måde har taget kasserede dokumenter fra Landsarkivet.

Ordenskapitlet, som sorterer direkte under den regerende monark, håndterer kongehusets uddelinger af ordner og indsamler selvbiografier over dekorerede personer. Arkivet indeholder uerstatteligt historisk materiale, fortæller kongelig ordenshistoriograf Knud J. V. Jespersen. Han bekræfter, at Ordenskapitlet har destrueret en mængde dokumenter i forbindelse med flytning. Han hævder, at der »i vid udstrækning« lå eksemplarer af det kasserede materiale på Rigsarkivet.

- Der er ikke noget unikt materiale, der er blevet tilintetgjort, siger han:

- Vi har det bestemt ikke godt med, at der tilsyneladende er taget ting, som vi havde sendt til destruktion. Det lå uden for vores forestillingsevne, at det kunne komme på afveje.

Direktør Christian Møller fra renova-tionsselskabet Marius Pedersen A/S, der har overtaget størstedelen af Renoflex, understreger, at det er tyveri, hvis medarbejdere fjerner materiale på vej til destruktion: »Når dokumenter skal makuleres, er det fordi, de aldrig nogensinde skal komme til andres kendskab. Så det er en alvorlig sag.«

Politiet har beslaglagt kassevis af historisk materiale fra besættelsestiden hos den 53-årige. Af hensyn til efterforskningen vil hverken ordensmagten eller Rigsarkivet oplyse hvor meget, der stammer fra Ordenskapitlet.

Læs også: