____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Natklubberne i Kødbyen på Vesterbro i København valgte kl. 24 i nat at stoppe festen og holde et minuts stilhed for Jonas Thomsen Sekyere, der blev knivdræbt på Bakken i Kødbyen tidligt lørdag morgen.

På Kødbyens facebook-side skrev restauratørerne:

- Kære gæster, venner og kollegaer. På baggrund af de tragiske omstændigheder på Bakken i nat, hvor en 21-årig mand blev stukket ned og mistede livet, har vi i hele Den Hvide Kødby valgt at holde 1 minuts stilhed kl.24.00 i nat. Det gør vi for at vise vores dybe respekt og medfølelse for offerets familie og pårørende.

- Men også for at markere vores afstandtagen og foragt over for vold og våben i nattelivet. Vi håber på jeres forståelse. Bedste hilsner Mesteren & Lærlingen og Resten af Den Hvide Kødby

På Facebook er der også blevet oprettet en mindeside for den kun 21-årige Jonas Thomsen Sekyere. Her er der siden i går aftes tikket mange tilkendegivelser ind både fra unge som kendte Jonas og fra folk som ikke kendte ham.

Blandt kommentarerne står der:

- Sov godt Jonas - jeg husker dig som sjov, ALTID glad, smilende, klar med en frisk bemærkning og som pigernes ven - en engel har forladt jorden! Jeg ved at du nu skaber glæde og smil til de andre deroppe! Du var sej!

- Jeg var bekendt til Jonas og tidligere kollega på amnesty international.. Jonas er den 3. fyr under 22 år jeg kender der dør i nattelivet.. Når jeg snakkede med ham tænkte jeg altid "Du bliver fandme til noget stort!" - sådan nobel-pris stor.. Det er virkeligt syrealistisk.. Jeg håber virkeligt familien og venner kan klare tabet, selvom alt nok syntes umuligt lige nu..

- Tak for fede tider i Ørslev/Vordingborg Jones. Ærgeligt du skulle finde hvile så tidligt i livet.

Eller bare denne korte besked:

- Det er så meningsløst. Fanden tage dem, der har gjort det.

Gennemser videobånd

Politiet fortsætter søndag efterforskningen af drabet. Politikommissær hos Københavns Politi Carsten Ahrends siger, at politiet stadig er i gang med at gennemse videoovervågning fra Kødbyen.

Derudover har man en del personer, som skal afhøres i dag.

- Vi har fået en del henvendelser sent i går aftes og i nat fra personer, som vi skal afhøre i dag. Derudover skal de vigtigste vidner fra i går afhøres igen i dag. Folk var oprevet i går og havde fået alkohol. Nu har tingene sat sig lidt, og så skal vi tale med nogle af dem igen, siger Carsten Ahrends.

Politiet er fortsat interesseret i at tale med folk, som var gæster på Bakken lørdag morgen omkring gerningstidspunktet kl 4.46.

- Vi vil gerne tale med de personer, som har set Jonas på Bakken omkring gerningstidspunktet. Man behøver ikke have set en mulig gerningsmand. Det er vigtigt for os at vide, hvor Jonas har været i tiden omkring gerningstidspunktet, og hvem han eventuelt talte med eller var sammen med, siger Carsten Ahrends.

Politiet kan træffes på 114.