Danmark er et højt skattet transitland for narkosmuglere i Norge og Sverige.

For langt det meste narkotika – og det gælder i særlig grad hash – bliver, med Danmark som næstsidste led, transporteret først gennem landet og så til sidst sendt herfra videre mod de norske og svenske kyster.

Enten indsmuglet og gemt blandt andre varer i last- og personbiler eller om bord på typisk speedbåde, der i ly af mørket og med stor motorkraft hurtigt kan nå frem til en af de mindre havne på f.eks. den norske vestkyst.

Netop som det var meningen med det 250 kilo store parti hash, som det sent søndag aften lykkedes at standse i en koordineret aktion, da bl.a. specialtrænede folk fra Politiets Aktionsstyrke (AKS) slog til mod tre norske storsmuglere ved havnen i den lille nordjyske fiskerby Aalbæk mellem Frederikshavn og Skagen.





- Der er ingen tvivl om, at Danmark – i kraft af vores geografiske placering – er transitland for narkotika til både Norge og Sverige. Det gælder i høj grad hashsmuglingen, men det gælder også for andre former for narkotika, siger Michael Ask, chef for Rigspolitiets Natiole Efterforskningscenter, til BT.

Det kan hans svenske og norske kolleger kun give ham ret i.

Såvel de norske som svenske myndigheder bekræfter over for Berlingske, at langt størstedelen af den nordiske narkotransport til de to lande går gennem Danmark som næstsidste stop, inden det når vores broderlande.

- Vi ved, at der smugles meget fra de danske kyster til Norge, og vi ser det i stor stil. Det kan være alle havne i Norge, og det har stået på i mange år, siger Leif Vagle, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet i Agder Politidistrikt.


Risikoen vokser med fortjenesten

Stort set al den hash, der havner i Skandinavien, stammer fra Marokko, hvor stoffet kommer fra en måske fattig hampbondes mark, til det havner i lungerne hos bl.a. danske, svenske og norske aftagere, og hvor slutprisen er ganget op utallige gange, inden den når forbrugeren.

Jo færre mellemled, der er mellem bonde og slutbruger, des mere vil de professionelle og kyniske distributører tjene på handlen. Tilsvarende er der også større fortjeneste, jo større mængder der indgår i de smuglede hashpartier.

Det betyder dog samtidig, at risikoen bliver større for dem, der er involveret, fordi de i tilfælde af, at de bliver fanget, står til en hårdere straf.