Nær ven: Jeg beundrer stadig Amin

Amin Skovs nære ven, galleriejer Erik Guldager, talte med den nu sigtede restauratør i minutterne lige op til, han blev anholdt.

Og de to venner havde i den telefonsamtale netop aftalt, at Amin Skov skulle komme til Skanderborg til Erik Guldager onsdag eftermiddag, så de kunne få god tid til at tale sammen og bl.a. udveksle idéer om, hvordan Restaurant Vejlegården fortsat skulle udvikle sig.

Sigtet for at brænde Vejlegården: Her ransager politiet Amin Skovs hjem

- Jeg talte med Amin til klokken lidt over 11, så politiet må jo nærmest have stået lige ved siden af ham og bedt ham om at lægge røret på, mens vi har talt, funderer Erik Guldager overfor bt.dk. Og tilføjer:

- Så det er klart, at når man det ene øjeblik lige har talt med manden, og et øjeblik senere får at vide, at han er anholdt og sigtet for at have påsat branden i sin egen restaurant, så er det for mig lige så overraskende som at se julemanden køre forbi i sin kane i august måned, siger galleriejeren, som bl.a. er kendt for at være manden, der har udstillet Muhammed-tegneren Kurt Westergaards omstridte værker.

Erik Guldager vil ikke begynde at gætte på, hvad der er sandt og falsk i de forskellige forklaringer, der er kommet frem i sagen om den gådefulde brand.

Men uanset hvad understreger han, at han beundrer Amin Skov for at have kæmpet en kamp, der helt fra begyndelsen har været voldsomt op af bakke på grund af det massive pres, der har været på restauratøren.

- Uanset hvad der er op og ned i det her, så er det en dybt, dybt ulykkelig og dybt tragisk sag. Udgangspunktet er, at her er en flittig mand, der bare gerne vil drive en restaurant. På trods af det er den samme mand blevet truet på livet, han er blevet truet gennem sin kone og sine børn, han har måtte stå model til indbrud, hærværk og langvarig chikane. Og alligevel har han valgt at tage en kamp, som han mener er vigtig. Det har jeg stor respekt for, siger Erik Guldager.

Beviser peger på planlagt brand

Endnu en gang understreger han, at han ikke forholder sig til, hvorvidt Amin Skov kan have påsat branden på Vejlegården selv.

- Der er jo to muligheder: Enten har politiet ret, eller også har de ikke. De har haft usædvanlig lang tid til at lave et meget grundigt stykke arbejde, og de må vel have en eller anden formodning eller vide noget, der gør, at de har skredet til anholdelse og sigtet Amin.

- Hvis nu politiet har ret, så skyldes det, at man jo kan være så presset og langvarigt chikaneret så massivt og psykologisk være kommet så langt ud, at man ikke kan klare presset længere, og i princippet kunne finde på at skyde sig selv, hoppe i Vejle Å eller noget helt tredje.

- Og så kan den anden mulighed jo som sagt også være, at politiet ikke har ret, at Amin ikke har noget med det at gøre. At overfaldet og branden f.eks. er et simpelt tyveri, der er gået galt, siger Erik Guldager. Og tilføjer:

- Hvis du ranker ryggen, så risikerer du også at knække den. Det her er på alle måder en dybt ulykkelig dag. Men heldigvis er det i et retssamfund som det danske sådan, at en person er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Vejlegårdsagen - kort fortalt

November 2011: Amin Skov overtager forpagtningen af Restaurant Vejlegården i Vejle. Han opsiger stedets hidtil gældende overenskomst med fagforbundet 3F og tegner i stedet overenskomst med Kristeligt Fagforening.

December 2011: 3F varsler konflikt mod Vejlegården.

Marts 2012: 3F stiller med 50 blokadevagter foran restauranten. De mødes af moddemonstration af Venstres Ungdom og Liberal Alliances Ungdom.

April 2012: 3F inddrager en række øvrige LO-forbund i sympatikonflikter. Der har været daglige blokader lige siden.

November 2012: Arbejdsretten afgør, at 3Fs konflikt er lovlig, men at forbundet dog er gået for vidt i visse tilfælde.

21. december 2012: Der opstår brand på Vejlegården, og der er flere arnesteder. Amin Skov indlægges med røgforgiftning. Restauranten har ikke været genåbnet.

22. januar 2013: Amin Skov sigtes af Sydøstjyllands Politi for selv at stå bag branden på Vejlegården.

Læs også: