Iklædt blå kedeldragter fra Nordsjællands Politi blev to mænd, der er sigtet for knivdrabet på den 68-årige Preben Wennerwald sent tirsdag aften i Birkerød, onsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby.

De to mænd sigtes begge for at have dræbt den 68-årige mand, der kort før midnat blev fundet dræbt af knivstik i sin lejlighed på Teglporten 17 G.

Den ene mand på 44 år blev anholdt i en sofa helt tæt på liget, mens den anden på 48 år blev anholdt kort efter på sin bopæl, hvortil han var cyklet fra gerningsstedet efter at have slået alarm.

Da den første af de to mænd - den 44-årige - blev fremstillet for dommeren, nægtede han sig skyldig i den alvorlige sigtelse. Herefter blev dørene lukket for offentligheden, og bt.dk og andre medier smidt ud af retslokalet. Det skete, fordi det ifølge anklageren var af afgørende betydning for efterforskningen på nuværende tidspunkt, at de sigtedes forklaringer ikke blev kendt af offentligheden.

Mens den anden sigtede ventede i et forlokale til retten på at blive fremstillet, sagde han til en bevogtende kriminalbetjent:

- Jeg bør ikke være nervøs - jeg kender sandheden. Der er intet at frygte.

Senere nåede den 48-årige i vidneskranken også at fortælle, at han havde fået et chok, da han tirsdag aften så den døde ligge på gulvet i lejligheden:

- Jeg kørte hjem og snakkede med en kammerat, som sagde, at jeg skulle ringe til politiet.

Her blev den sigtede afbrudt i sin forklaring af dommeren, der gerne ville vente med at høre resten af hans forklaring, til pressen var blevet sendt uden for døren..

Den dræbte 68-årig var påført tre knivstik med en køkkenkniv - et i halsen og to i brystet. Den 44-årige mand, der i påvirket tilstand sad i en sofa ved siden af det blodige lig, blev anholdt på stedet og sigtet for drabet.

Kort efter kunne politiet også anholde den 48-årige mand i nærheden som mistænkt i sagen. Han havde forladt gerningsstedet, efter at han først hos naboen havde bedt om at måtte låne telefonen for at slå alarm til politiet.

Både den dræbte og de to drabssigtede er angiveligt en del af misbrugsmiljøet i Birkerød.

- Vi fik kl. 23.16 tirsdag aften en melding om, at der lå en død person i lejligheden. En politipatrulje blev i en fart kaldt til stedet, og da betjentene trængte ind i lejligheden, lå den dræbte på gulvet, har Nordsjællands Politi tidligere oplyst.

Det formodede gerningsvåben - en køkkenkniv fra den 68-åriges lejlighed - blev fundet liggende på gulvet ved siden af liget.