Den 64-årige mand fra Odense, som blev dræbt af sin mange år yngre kæreste tidligt i morges, havde tilsyneladende indledt forholdet til sin 34-årige drabsmand for ganske nylig.

Et parforhold fik en dramatisk og blodig afslutning tidligt i morges, da en 34-årig kvinde dræbte sin 64-årige kæreste med knivstik og stump vold. Drabet fandt sted på den 64-åriges bopæl i Birkeparken i Vollsmose, og ifølge en beboer i opgangen, var det ikke lang tid, de to kærester nåede at få sammen, før det endte galt.

- Jeg vidste slet ikke, at han havde fået en ny kæreste. Han har været gift i mange år, mens hans kone døde for to år siden. Så fik han en ny kæreste to opgange længere henne, men hun døde også. Det er ikke mere end to måneder siden, hun døde. Så jeg var slet ikke klar over, at han havde en ny kæreste, jeg har aldrig set hende, fortæller en beboer tæt på den lejlighed, hvor den 64-årige mand boede, indtil han i morges blev dræbt.

LÆS OGSÅ: 

- Jeg kendte ham ikke rigtigt, jeg hilste bare på ham i opgangen. Han var en stille og rolig mand, der var syg af kræft. Det var ikke en, man hørte noget til, siger beboeren.

Fyns Politi blev af kvinden selv alarmeret om drabet klokken 05.48, men da de kom frem til gerningsstedet, stod mandens liv ikke til at redde. Politiet har oplyst, at mordet fandt sted i et misbrugsmiljø, men det billede kan beboeren i opgangen ikke genkende.

- Det er langt fra et misbrugsmiljø. Han var ikke sammen med nogen misbrugere. De drak da nogle bajere en gang imellem, men det var langt fra hver dag. Det var om sommeren, hvor de kunne sidde nede i gården og sådan noget, siger han.

Den 34-årige kvinde er sigtet for drab og blev klokken 15.30 fremstillet i grundlovsforhør.