»Rystet.« »Chokeret.« »Utrygt.«

Det er nogle af de ord, der går igen blandt naboerne i den lille østjyske by Ulstrup, hvor der mandag blev fundet to voksne og fire børn døde i et parcelhus.

Politiet fortsatte arbejdet på stedet med kriminalteknikere og efterforskere i løbet af natten til tirsdag, men der er endnu ikke meldt noget ud om dødsårsagen eller identiteten på de seks personer.

Dødsfaldene har påvirket hele byen, der huser omkring 2.000 beboere. Især de nærmeste naboer.

»Min kone og jeg er noget rystet. Man tror aldrig, sådan noget sker lige i ens kvarter,« fortalte én, der bor på samme vej og som ønsker at være anonym.

»Vi har aldrig haft mistanke om noget mærkeligt, og det har altid været et fredeligt nabolag,« tilføjer han.

Politiet fandt mandag seks døde mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup.
Politiet fandt mandag seks døde mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

'Det er dybt tragisk'

Efter politiet ankom til parcelhuset mandag, dukkede ambulancer og brandbiler også op. Det samme gjorde angiveligt også en bil fra det lokale gasselskab, forklarer manden.

»Så kan man da ikke lade være med at blive lidt bekymret for, om der er noget galt med gassen. Vi skal i hvert fald have købt alarmer,« siger han.

De samme blå blink, som den anonyme nabo så, lagde 36-årige Kristian Mikkelsen mærke til, da han kom hjem, til hvor han bor på en parallel sidevej til parcelhuset.

»Det er dybt tragisk. Jeg blev mødt af blå blink, da jeg kom hjem. Jeg fik hurtigt fat i nogle naboer og blev selvfølgelig chokeret over nyheden,« fortæller han.

'Jeg er ret rystet. I chok, faktisk'

Også pensionisten Bent Nielsen, der bor omkring en kilometer fra parcelhuset, er påvirket af situationen.

»Det gør virkelig noget ved stemningen i sådan en lille by som vores. Det er utrygt ikke at vide, hvad der er sket,« siger han og forklarer, at han kender familien, der bor ved siden af parcelhuset, så han nåede i første omgang at frygte, at det kunne være hos dem, der var sket noget.

Politiet fandt mandag seks døde mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup.
Politiet fandt mandag seks døde mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup. Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2017
Vis mere

Nogle af byens unge aftalte - efter den frygtelige nyhed kom frem - at mødes for at snakke om, hvad der var sket. Det fortæller en 19-årig, som ønsker at være anonym:

»Jeg er ret rystet. I chok, faktisk. Jeg kendte dem ikke selv, men det er mærkeligt at tænke på, at sådan noget kan ske i en lille by som Ulstrup. Vi har lige aftalt at mødes et par venner, så vi kan få snakket om det.«

Alle vinduer var blevet åbnet

Hvad der er årsag til den forfærdelige tragedie, vides ikke, men nogle ting er på plads.

Klokken 12:03 mandag middag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et mistænkeligt forhold. Politiet rykkede ud og undersøgte det, blev det meldt ud på Twitter. Undersøgelserne blev foretaget på en adresse i Amstrup Bakker i Ulstrup syd for Randers.

Mandag eftermiddag klokken 15:37 meldte politiet ud, at man havde fundet seks lig på adressen - to voksne og fire børn.

Også beredskabet ankom til adressen, og BTs mand på stedet meldte om, at man havde åbnet alle vinduer til huset - muligvis på grund af gaslugt i bygningen.

Politiet fandt mandag seks døde mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup.De døde var to voksne og fire børn.. (Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2017)
Politiet fandt mandag seks døde mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup.De døde var to voksne og fire børn.. (Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2017) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Den seneste melding fra politiet mandag aften klokken 19:00 var, at man fortsat var til stede på adressen.

»Det politimæssige og retsmedicinske arbejde pågår fortsat på stedet, og det fortsætter nogle timer endnu. Det er politiets vurdering, at vi først i morgen vil være i stand til at sige noget mere konkret omkring de nærmere omstændigheder,« lød det.

Dermed er det stadig ukendt, om de seks personer var i familie med hinanden, og om det er en ulykke eller en forbrydelse, der ligger bag den barske hændelse.

Politiet fandt mandag seks døde mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup.
Politiet fandt mandag seks døde mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup. Foto: Bo Amstrup
Vis mere