Politiet afventer resultatet af de tekniske undersøgelser efter weekendens grove hjemmerøveri, mens naboerne tager røveriet meget forskelligt  

Et ægtepar blev natten til søndag udsat for et groft hjemmerøveri, da fire mænd trængte ind i deres villa på Ærenprisvej i Gentofte. Hjemmerøverne var bevæbnet med kniv og revolver. Mændene bandt kvinden med gaffatape og bankede manden, da han forsøgte af forsvare sig. 

Politiet har ikke meget at gå efter i sagen, da ægteparret ikke kunne give noget signalement af mændene, der alle var maskerede. 

- Lige nu afventer vi resultaterne af de tekniske undersøgelser. Og så er vi i gang med at samle op på de mange henvendelser, vi har fået fra borgerne, fortæller Nordsjællands Politis efterforskningsleder Henning Svendsen, der stadig gerne vil høre fra flere vidner, der har set noget mistænkeligt i området. 

- Vi har især fået henvendelser omkring biler, der har været i området, som ikke plejer at være der. Men det er ikke den samme bil, henvendelser drejer sig om, siger Henning Svendsen. 

Skræmmende at tænke på 

Nyheden om det grove hjemmerøveri har også nået naboerne på Ærenprisvejs øre. Og de tager den meget forskelligt. 

- Det var meget ubehageligt at finde ud af. Det er meget skræmmende at tænke på, at det er sket. Det kunne jo lige så godt have været vores hus, fortæller Isabel Bach Helligsøe-Larsen, mens Marianne Brun tager det mere roligt. 

- Jeg tror, man skal lade være med at blive for utryg af det. Jeg tror, det er helt tilfældigt, hvem det går ud over, lige så tilfældigt som at vinde i lotto, siger hun.

De fire røvere stak af med kontanter, smykker og et Rolex-ur.