Ti mennesker er blevet dræbt af børn de sidste ti år.

Det sker heldigvis sjældent, men det er ikke enestående, at børn dræber.

De seneste 10 år er 10 drab blevet begået af børn eller teenagere, viser B.T.s opgørelse.

Carsten Theilgaard, 17, stikkes ihjel på Utterslev Torv i København efter et klammeri om en hash-cigaret ved en fest i en lejlighed. Han flygter, men indhentes af den 16-årige drabsmand, der stikker ham 17 gange. Han idømmes otte års fængsel.

Efter år med druk og terror mod familien dræber en 13-årig pige sin 47-årige far, mens han ligger og sover på en sofa i familiens hjem i Valby. Med en dolk stikker hun ham 18 gange, mens hun er alene hjemme med ham. Pigen kunne ikke længere klare hans tyranni og vold mod hendes mor.

En 15-årig dreng, der senere erklæres for sindssyg og anbringes på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, dræber en 31-årig vietnamesisk prostitueret, Ly Thi Tuyet, i en massageklinik på Østerbro i København. Han stikker også hendes to thailandske kollegaer, men de overlever. Drengen har også begået røverier og grov vold.

Under et indbrud i Roskilde overraskes en 16-årig dreng af den 55-årige Leif Petersen, som han stikker ihjel med fem stik. Så går drengen ind i et værelse, hvor en logerende, den 65-årige Jørgen Trolle, sover dybt. Han får 11 knivstik, flere gennem dynen. Drengen idømmes otte års fængsel.

I panik over at blive overrasket under et indbrud dræber en 14-årig dreng den 41-årige lærer Birgit Jakobsen i hendes hus i Odense. Han slår hende i hovedet en hammer og stikker hende med en køkkenkniv. Den 14-årige var kammerat med lærerens 13-årige søn og kom i huset.

En 16-årig pige findes bundet til sine forældres seng, seksuelt misbrugt og skudt gennem hovedet med et skud fra en jagtriffel. Hendes 14-årige lillebror er forsvundet fra huset i Oksbøl, men tilbageholdes senere på dagen, hvor han tilstår mordet og siger, at motivet var seksuelt.

Adam Hansen, 15, stikkes ihjel efter en hiphop fest på Skanseskolen i Hillerød. Morderen, en kun 14-årig dreng, dræber ham med et stik direkte i hjertet fra en butterfly-kniv, da to grupper af drenge kommer op at skændes.

Kenny Hansen, 17, stikkes ihjel med ét knivhug i hjertet af en 15-årig hiphopper midt på Københavns Hovedbanegård. Den 17-årige håner den 15- åriges påklædning, så han trækker sin kniv. Han idømmes fire års fængsel for vold med døden til følge.

En seks-årig dreng kvæles af en 15-årig i Frederikshavn. De to drenge leger alene hjemme i den seks-åriges forældres villa, da den 15-årige bliver irriteret på ham, kvæler ham med en læderrem og gemmer ham under en sovebriks. Politiet finder liget, da den seks-årige meldes savnet og huset undersøges. Den 15-årige idømmes psykiatrisk behandling. jsz@bt.dk