Politi og brandvæsen ledte natten til tirsdag efter en person, som måske var sprunget i vandet fra Knippelsbro
Én eller anden har efterladt et par bukser, en trøje og et par strømper og sine tennissko på kajen ved Knippelsbro i København, og det fik mandag nat bekymrede borgere til at slå alarm.
De frygtede, at en person havde taget tøjet af og derefter sprunget i havnen.
Det samme gjorde politiet, som satte gang i en større eftersøgning omkring klokken 1 mandag nat.
- Vi ved ikke, hvad der reelt er sket. Vi fandt noget beklædning på kajen og frygtede, at det kunne være en person, der var sprunget i vandet, og derfor afsøgte vi området med både i vandet og hundepatruljer på land, men de fandt ikke noget.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi, John Hansen, til bt.dk.
- Vi har ikke nogle efterlyste personer, så nu håber vi, at det bar er en fulderik, der er gået hjem i bar natskjorte, siger John Hansen.
Han tilføjer, at politiet også har samarbejdet med Københavns Havnevæsen, som kender strømforholdene i havnen indgående, men heller ikke det har givet resultat.
Tøjet er nu indgivet som hittegods, og sagen er henlagt.
HAR DU SET NOGET? SKRIV 1929@bt.dk ELLER SMS 1929.



