En talstærk politistyrke forstærket med specialtrænede hunde og sømmåtter stoppede sent tirsdag eftermiddag et større følge af festklædte mænd, der var kørende i blandt andet to kæmpe limousiner og godt en halv snes dyre biler af mærker som Audi og Mercedes.

Aktionen fandt sted ved rastepladsen ved »Lærkereden« ved Helsingør-motorvejen i Nordsjælland.

BTs fotograf fangede mindst en halv snes velklædte herrer i festtøj, som under aktionen fik hænderne låst på ryggen i håndjern eller plasticstrips af politifolkene, men alligevel fastholdt talsmand Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi i første omgang over for BT, at der var tale om »et rutinemæssigt færdselseftersyn«.

Tirsdag aften løftede vagtchefen hos Nordsjællands Politi dog sløret en smule mere for sandheden om den mystiske politiaktion:

»Der var tale om et selskab af både danske og udenlandske personer, der var på vej til et bryllup i Glostrup. I den forbindelse ville vi gerne have lidt styr på, hvem de var og om alt var i orden,« oplyser vagtchefen til BT.

»Ingen personer blev formelt anholdt ved aktionen, men derimod var der tale om en såkaldt kortvarig frihedsberøvelse efter Politiloven i det korte tidsrum, der var nødvendigt for at få færdiggjort vores ærinde,« tilføjer vagtchefen.

Aktionen blev påbegyndt omkring kl. 18, hvor de 10-15 køretøjer med bryllupsgæster blev vinket ind til »Lærkereden« af politiet.

Det nåede at føre til en vis ophobning af trafikken på Helsingør-motorvejen i begge retninger, inden aktionen kunne afblæses igen efter omkring en times tid, hvorefter de - let forsinkede - bryllupsgæster kunne fortsætte turen til Glostrup.