Københavns Politi fik torsdag formiddag meldinger om, at en fører af en udenlandsk bil forsøgte at standse forbipasserende på Øresundsmotorvejen ved København.

Kort efter klokken 10:00 melder vagtchefen, at politiet har fundet bilen:

»Vi har fået fat i dem. Vi er ikke sikre endnu, men tror, at det nogle personer, der forsøger at sælge falsk guld til folk,« siger vagtchef Thomas Tarpgaard.

Vagtchefen tilføjer, at politiet er i gang med at afhøre personerne for at slå fast, hvorfor de vinkede folk ind.

Samtidig opfordrer vagtchefen folk til at bruge deres sunde fornuft, når de ser biler vinke folk ind fra nødspor og vejkanter:

»Hold øje med, om det er fru Jensen, der har brug for hjælp, eller om det er suspekte folk, der ligner nogen, der måske vil snyde. Er man i tvivl, kan man altid ringe 114 og få politiet til at hjælpe folk i stedet,« siger Thomas Tarpgaard.