Den mand som blev fundet død i vandet ved Tisvilde i Nordsjælland blev fundet med et tov rundt om livet. I det tov var der ifølge Nordsjællands Politi monteret to vægtskiver med 7,5 kilo i hver. Det skriver Politiet i en pressemeddelelse.
Samtidig siger lederen af efterforskningen i pressemeddelelsen, at det ikke er lig med, at der er begået en forbrydelse.
Mandag modtog politiet anmeldelsen om, at en person var blevet fundet død i vandet ved Tisvildeleje Strand.
Og det var, da politiet ankom til stedet, at de fandt tovet rundt om mandens liv med to gange 7,5 kilo vægte bundet i.
»Sager som disse bliver altid behandlet som et mistænkeligt dødsfald, men det er ikke ensbetydende med, at der er foregået en forbrydelse. Det er det, vores videre efterforskning nu skal opklare,« fortæller leder af personfarlig efterforskning i Nordsjællands Politi, Henrik Gunst i pressemeddelelsen.
Manden var ikke bagbundet
Nordsjællands Politi oplyser videre i meddelelsen, at manden blev fundet uden ID på sig - og han havde heller ikke meget tøj på kroppen. Desuden oplyses det, at manden er 'lys i huden' efter at have ligget i vandet nogle dage.
Og det er ikke sikkert, at manden er røget i vandet netop ved Tisvilde Strand. Samtidig afkræfter politiet, at manden skulle være blevet fundet bagbundet, som det tidligere har været skrevet i flere medier - herunder BT.
»Med de strømme, der har været i farvandene det seneste stykke tid, er det ikke sikkert, at han i første omgang er kommet i vandet ud for Tisvildeleje. Vi holder mulighederne åbne, og indtil obduktionen er klar, kan vi ikke sige mere om sagen. Vi kan dog godt afkræfte rygtet om, at manden blev fundet bagbundet,« slutter Henrik Gunst.
En obduktion af manden, hvis identitet endnu ikke er kendt, onsdag skal gøre politiet klogere på, hvad der er sket. Nordsjællands Politi oplyser dog, at man endnu ikke har en idé om, hvornår resultatet af obduktionen ligger klar.
