Hærværk eller happening? Nogle i Aarhus har tilsyneladende adgang til lidt for meget kanel og har bombet løs, så parkerede cykler nu dufter af jul.

Er det mon en 25-års fødselsdag, der er løbet lidt af sporet?

Eller kan det være en såkaldt 'cinnamon-challenge' der har taget overhånd?

Er det slet og ret hærværk?

Vi ved det ikke.

Ej heller politiet kan forklare, hvorfor flere forskellige lokationer i Aarhus tilsyneladende er blevet bombet med kanel.

- Det er ikke umiddelbart noget, vi har modtaget anmeldelser på. Mon ikke det er en form for happening, foreslår pressekoordinator hos Østjyllands Politi, Morten Hansen.

Tjah ... i så fald taler vi om flere happenings.

Billedet til denne artikel blev taget af Marianne Weinreich og lagt på Twitter, da hun søndag mødte de kanelbombede cykler i Frederiks Gågade:



- Det er tredje gang på kort tid, jeg ser kanelhærværk, siger Marianne Weinrich.

Hun er blandt andet stødt på noget lignende på hjørnet af Ny Munkegade og Samsøgade.

Ved du, hvem der står bag kanelbombningerne eller hvorfor, så skriv til os på nini@stiften.dk