Der er fortsat mange spørgsmål, som mangler svar, når det kommer til det mystiske dødsfald, som fandt sted på Holbækmotorvejen onsdag aften. Men nu mener politiet at vide, hvem kvinden er og ikke mindst, hvordan hun havnede på motorvejen.
Tidligere fredag aften kunne BT beskrive, at den kvinde, som onsdag aften blev kørt over på Holbækmotorvejen ved Ordrup, mens hun lå på vejen, med al sandsynlighed er blevet identificeret som en 18-årig kvinde fra Holbæk.
Hvordan kvinden endte på motorvejen har også været et spørgsmål, som Midt- og Vestsjællands Politi har forsøgt at opklare. Og de har nu fået stykket en større bid af begivenhederne sammen, så de kan fortælle, at den 18-årige blev sat af på motorvejen af en ung mand.
Politiet har været i kontakt med den unge mand, der skal have sat den nu afdøde kvinde af i nødsporet. Noget flere vidner kan bekræfte.
»Vi ved, at det er en ung mand, som har kørt hende ud på motorvejen. Og vi ved, det er ham, der har sat hende af i nødsporet. Vi har været i kontakt med den unge mand, og fortsætter nu vores efterforskning. Måske har der været en uoverensstemmelse, men det er vi ved at undersøge,« forklarer Ove Pedersen efterforskningsleder ved Midt- og Vestsjællands Politi til BT.
»Vi har også vidner, som har set bilen sætte en person af. Hvordan hun så er havnet liggende ude på motorvejen, det ved vi endnu ikke,« uddyber han.
Død af overkørsel
Fredag foretog retsmedicinere en obduktion af kvinden. Og den viste, at hun døde af at blive kørt over af den bil, som ramte hende onsdag aften. Og det passer med, at kvinden altså var i live, da hun blev sat af i nødsporet af den unge mand.
»Obduktionen har slået fast, at hun er død af den overkørsel, som skete onsdag aften. Så hun var ikke allerede død, da hun lå på motorvejen. Med andre ord var hun ikke slået ihjel og lagt på motorvejen,« sagde Ove Pedersen til BT.
Midt- og Vestsjællands Politi er endnu ikke 100 procent sikre på, at det er den 18-årige kvinde fra Holbæk, men meget peger i den retning.
»Vi har hende ikke 100 procent identificeret, men vi formoder stærkt, at det er en 18-årig kvinde fra Holbæk. Vi har været i kontakt med de pårørende, og de informationer, som vi havde i forvejen, passer godt med det, de kan fortælle. Så vi er så godt som sikre på, at det er hende,« sagde Ove Pedersen til BT.
Politiet mangler fortsat flere dele i deres efterforskning af sagen. Men tirsdag i næste uge regner man ifølge Ove Pedersen med at kunne melde mere ud.
»Vi er ikke færdige med efterforskningen endnu - kun obduktionen. Men vi regner med at vide mere på tirsdag i næste uge,« uddybede han tidligere til BT.