Det er fortsat en gåde, hvem der kort før midnat onsdag aften affyrede et skud ind gennem en rude til Scotch Pub på Brøndbyvestervej i Glostrup.
Ingen blev ramt, men de syv tilstedeværende gæster fik noget af et chok, da skuddet bragede gennem pubben og sendte glasskår rundt i lokalet.
Ingen af bargæsterne har set, hvorfra skuddet blev affyret, og der er heller ingen, der ihukommer noget om forudgående skænderier på pubben.
- Der har ikke været optræk til noget i løbet af aftenen, så skuddet kom nærmest som lyn fra en klar himmel, siger vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi.
Først i løbet af torsdagen vil det blive fastlagt, hvilken type skydevåben der blev brugt.
/ritzau/






















