Et bandeopgør eller en lokal konflikt? Politiet undersøger, om skudepisoden i Helsingør tirsdag aften har relationer til bande- og rockermiljøet.

Nordsjællands Politi efterforsker lige nu en skudepisode tirsdag aften på Mads Holms Vej i Helsingør. Her så og hørte vidner ukendte gerningsmænd affyre skud mod en mand i 30-års alderen.

Ifølge TV2 peger flere ting mod rocker-miljøet. Blandt andet blev den brune Mercedes, som blev efterlyst efter skyderiet, senere fundet ved Bandidos' Klubhus i Kvistgaard.



Vagtchef ved Nordsjællands Politi, Palle Sørensen, vil dog ikke komme nærmere ind på, hvem der står bag skudepisoden.

- Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at det her har relation til bandemiljøet. Det tyder på at være en konflikt, som er lokalt forankret, siger han til bt.dk.

- Der er vidner, der har hørt skud, men vi har hverken patroner, skudhuller eller andet, der tyder på, at der blev skudt. Derfor undersøger vi stedet nærmere, når det bliver lyst, siger han.