____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Flere døde køer er de seneste dage skyllet op på stranden i det sydøstlige Danmark. Tirsdag blev en død ko fundet med opsprættet mave ved Skælskør, skriver TV2 Øst. Koen er den tredje i rækken, og det var et noget makabert syn, der ventede brandfolkene, som kom for at fjerne kadaveret. 

- Den havde fået bundet bagbenene med nylonsnor, og maven var sprættet op. Men den så forholdsvis frisk ud, og anmelderen fortalte, at den i hvert fald ikke lå der i forgårs, da han var forbi samme sted, siger Niels Johansen, indsatsleder ved Slagelse Brand og Redning til tv-stationen. Koen er den tredje, der er drevet ind på kysten på Sjælland og Lolland.

Den første ko dukkede op i ved vandet i Rødbyhavn for godt en uge siden. Lørdag skyllede endnu en ko op på stranden ved Hyllekrog på Lolland

Indsatslederen fra Slagelse Brand og Redning finder sagen meget mystisk, og har nu orienteret politiet om de døde køer. Ingen af køerne var øremærket, og det har derfor endnu ikke været muligt at finde frem til ejeren. Mystikken omkring sagen øges, fordi vores svenske naboer også har oplevet flere døde køer på strandene. Her er der siden nytårsdag fundet tre døde køer, som alle var blevet bundet om bagbenene. De tre køer havde også alle fået fjernet deres ører. Muligvis for at fjerne øremærkningen, skriver Sveriges Radio P4 Malmöhus.