Myrdet for øjnene af julepassagerer

Midt i juletrængslen blev en 44-årig mand stukket ihjel med en kniv for øjnene af skræmte passagerer på Maribo Station.

Den formodede gerningsmand, en 33-årig mand, der i forvejen er kendt af politiet, er anholdt, fortæller politiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi, Flemming Madsen.

- Han var selvfølgelig påvirket af situationen, og vi skal nu afhøre ham, siger han.

Drabet skete tæt ved perronen, hvor den travle juletrafik ellers har kørt på skinner ind til nu. Derfor var der en række øjenvidner til hændelsen, og ved hjælp af vidneforklaringer fik politiet hurtigt fat på gerningsmanden, da de nåede frem til stedet.

- Vi er i gang med at afhøre øjenvidnerne dernede, og vi arbejder på højtryk lige nu med også at sikre tekniske spor, siger Flemming Madsen.

Politiet har endnu ikke noget motiv i sagen, og man ved ikke, om den dræbte og gerningsmanden har relationer til hinanden. Der er fundet et 'stikvåben' på gerningsstedet, som politiet formoder er gerningsvåbnet.

En nabo til stationen siger til BT, at politiet ankom i stort antal til stationen ved 11-tiden.

Drabet skete mindre end 100 meter fra politistationen og arresthuset i Maribo, og Folketidendes kontor ligger lige over for stationen, hvor drabet fandt sted.

- Der er meget politi til stede i øjeblikket og der er også ankommet en ambulance. Politiet er stadig i gang med at undersøge gerningsstedet, og liget er ifølge vores oplysninger stadig på perronen, siger reporter på Folketidende, Kenneth Kjæp Larsen, til BT.

Han oplyser, at begge perroner på stationen er blevet afspærret af politiet. Al togtrafik er indstillet, men Regionstog, der driver linjen, arbejder på at etablere busforbindelse i stedet. Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvornår der bliver åbnet op for togdriften.

Læs også: