Dansker risikerer at blive udleveret til Indien. Han er anklaget for våbensmugling, og statsministeren har antydet, at Danmark er villig til at udlevere ham.

For første gang overvejer Danmark at udlevere en dansk statsborger til retsforfølgelse uden for EU, efter at terrorpakken fra 2002 åbnede den mulighed, skriver Berlingske Tidende. Der er tale om den 46-årig Niels Holck, som er anklaget for våbensmugling i Indien.

I årevis har han været efterlyst af Interpol, og det er Indien, der kræver ham udleveret.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gav under et officielt besøg i Indien i februar i år udtryk for, at Danmark er parat til at udlevere Niels Holck til retsforfølgning i Calcutta.

- Det er et spørgsmål om, hvordan han vil blive behandlet i Indien - inklusive en garanti for, at han ikke bliver dømt til døden, sagde statsministeren på indisk TV.

Den danske regering har genåbnet Niels Holck-sagen til trods for, at justitsminister Lene Espersen (K) i 2002 slog fast, at han ikke kunne udleveres.

/ritzau/