Mandag kom det frem, at to rockere fra grupperingen Satudarah har været holdt fanget i godt en uge i Hedeparken i Ballerup, indtil Vestegnens Politi mandag gennemførte en større politiaktion på stedet. Tirsdag er to mænd blevet fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drab og medvirken til drab i relation til den mystiske sag i Ballerup, skriver TV2.

Tidligere har Københavns Vestegns Politi afvist forlydender om, at der blev fundet en død mand på stedet, men ifølge TV2 er to mænd tirsdag er blevet fremstillet i grundlovsforhør bag dobbeltlukkede døre ved retten i Glostrup sigtet for drab og medvirken til drab i forbindelse med kidnapningen i Ballerup.

Over for BT bekræfter retten i Glostrup, at to mænd er blevet fremstillet i grundlovsforhør sigtet for ovenstående, men kan ikke bekræfte, at det er i relation til sagen i Ballerup.

Hos Københavns Vestegns Politi afviser man at kommentere på grundlovsforhøret.

»Vi har ikke for nuværende yderligere kommentarer, men vi kommenterer naturligvis på sagen, når det bliver muligt for os,« siger pressetalsmand Claus Buhr til BT.

Så I kan hverken be- eller afkræfte, at det har relation til den mulige kidnapning i Ballerup?

»Jeg kan ikke kommentere på det. Vi kan alene henvise til den pressemeddelelse, vi lagde ud i går.«

Ingen detaljer på slippe ud

De to mænd bliver fremstillet bag dobbelt lukkede døre

Ifølge anklager Natalia Fryd Lindberg skyldes de dobbelt lukkede døre, at ingen detaljer om sagen må slippe ud i offentligheden.

»Offentligheden skal ikke have nogen kendskab til, hvad der foregår på nogen som helst måde,« siger Natalia Fryd Lindberg til TV2.

Det vides ikke, hvordan de to mænd stiller sig til sigtelsen. De to blev ikke ført ind i retten, og deres navne blev heller ikke læst op. Samtidig begærede begge forsvarere navneforbud på de to sigtede, skriver TV2.

Penge og narkohandel

I en pressemeddelelse mandag bekræftede Københavns Vestegns Politi, at man havde gennemført en større politiaktion i Ballerup i forbindelse med en sag om frihedsberøvelse og mishandling af en yngre mand fra det kriminelle miljø på Vestegnen.

Men ifølge Ekstra Bladet skulle endnu en mand være blevet holdt fanget i lejligheden i Ballerup. Han blev imidlertid frigivet søndag, hvor han henvendte sig på skadestuen.

Der skulle angiveligt være holdt krisemøde i rockerklubben Satudarah, og politiet har ransaget gruppens klubhus på Laurentsvej 34 i Bagsværd, men politiet vil ikke uddybe.

Broksides grav

I forbindelse med sagen skulle politiet angiveligt lede efter to formodede gerningsmænd. Ekstra Bladet mener at vide, at der er tale om personer, hvoraf den ene har rødder på Balkan og tilknytning til den lejlighed i Ballerup, hvor de to rockere skulle være holdt fanget.

Kidnapningen skulle være et resultat af økonomisk mellemværende i forbindelse med narkohandel. Det har politiet dog ikke kunne bekræfte.