En lastbil har påkørt syv personbiler på den Østjyske Motorvej mellem Hørning og Aarhus Syd. Fire personer er kommet til skade.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Uheldet skete mellem Hørning og motorvejssammenfletningen, hvor Østjyske Motorvej og Århus Syd Motorvejen møder hinanden.

Siden uheldet indtraf omkring klokken 17.30 torsdag eftermiddag, har alle vejbaner været spærret i sydgående retning. Seneste melding fra Sydøstjyllands Politi lyder, at motorvejen åbner igen omkring klokken 21.30.

Fire personer er kørt på sygehuset.

»Men er alle uden for livsfare,« fortæller vagthavende ved Sydøstjyllands Politi Sven Pedersen til bt.dk.

Der var tale om et harmonikasammenstød, der involverede en lastbil og syv personbiler. En ottende personbil fik motorstop, men det vides ikke endnu, om det var årsagen til sammenstødet, forklarer Sven Pedersen.