En 60-årig mand kommer til at kigge langt efter det kørekort, han tidligere har mistet på grund af spirituskørsel.

Manden var ellers tæt på at generhverve sit kørekort og manglede blot en køreprøve for igen at kunne sætte sig lovligt bag rettet efter frakendelsesperioden.

Det skriver Dagbladet Ringsted.

Lidt over 9 onsdag morgen stod en af politiets køreprøvesagkyndige derfor klar i Søgade i Ringsted for at tage manden op til køreprøve.

Den 60-årige mand mødte dog op til køreprøven i en så mistænkelig tilstand, at den køreprøvesagkyndige ringede til politiet, der mødte op med et alkometer.

»En patrulje fik via en alkometertest bekræftet mistanken, så den 60-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og sigtet for spritkørsel, idet han havde haft en køretime inden deltagelse i den planlagte køreprøve,« siger pressetalsmand Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet Ringsted.

Politiet vil ikke oplyse, hvad mandens promille var, fordi alkometerets resultat kun er en rettesnor. I retten vil en blodprøve i stedet være det fældende bevis.

Martin Bjerregaard tilføjer dog, at politiet vil blive meget overrasket, hvis blodprøven viser et resultat under promillegrænsen på 0,5.