To mænd på henholdsvis 20 og 38 år er dræbt i to motorcykelulykker i Frederikshavn og Skagen, oplyser politiet. Begge kørte med høj fart.

To mænd på henholdsvis 20 og 38 år kørte lørdag eftermiddag sig selv ihjel i to motorcykelulykker i Frederikshavn og Skagen, oplyser Nordjyllands Politi. Begge kørte med meget høj fart.

Den 20-årige kom ved 16-tiden kørende ved Rimmens Allé 120 i Frederikshavn, da han mistede herredømmet over sin motorcykel. Han kørte ind i et stålgelænder og blev kastet af køretøjet, hvorefter han ramte et træ. Den 20-årige var død ved ankomsten til sygehuset i Hjørring.

Næsten samtidig gik det galt for en mand i Skagen, da han kort før klokken 17 med stor hastighed kom kørende på Sardinvej. I det samme svingede en bilist rundt på vejen, og motorcyklisten bragede lige ind i bilen. Han blev 38 år.

De pårørende er endnu ikke underrettet.

/ritzau/