En hel familie på seks vil for altid mangle og være savnet i Ulstrup. Det er stadig knapt med svar efter en fars uforståelige handling.

Her en lille uge efter en af nyere tids største familiemæssige tragedier i Danmark mangler der stadig et helt overordnet svar.

Hvorfor foretog den 45-årige vellidte it-konsulent Morten Nielsen sent søndag aften eller natten til mandag  en helt igennem irrationel og frygtelig handling og slog sin hustru, den 42-årige pædagogmedhjælper Trine Nielsen, samt parrets fire børn, Josefine på 16, Magnus på 11, Cirkeline på seks og Marius på tre år ihjel for derefter selv at vælge livet fra?

En hel og meget vellidt familie på seks personer vil nu for altid mangle og være stærkt savnet i det lille, sammentømrede østjyske lokalsamfund Ulstrup, hvor de mandag ved middagstid af en bekendt blev fundet døde i hjemmet - et stiligt og velplejet etplans parceltypehus i det naturskønne Amstrup Bakker i udkanten af byen.

Østjyllands Politi har, i alt fald indtil videre, valgt at lukke for information om tragediens nærmere omstændigheder til offentligheden. Dels af hensyn til de pårørende, dels af hensyn til efterforskningen, som endnu ikke er afsluttet.

»Det kan meget vel være, at der ikke kommer flere oplysninger fra os i den her sag,« siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov til BT.

En aktiv familie

Familien Nielsen var blandt de meget aktive i Ulstrup på flere fronter, og særligt i idrætslivet. Den ældste datter har trods sin unge alder været træner for de allermindste håndboldspillere, ligesom hun selv spillede med på banen som den yngste på et dameseniorhold, mens hendes mor har været holdleder i klubben.

Den ældste søn på 11 år spillede både håndbold og fodbold, mens faderen i lighed med sin kone altid bakkede op om børnene både i fritidslivet og i skolearbejdet.

Det står klart, at 45-årige Morten Nielsen i begyndelsen af efteråret var involveret i en cykelulykke, da han ramlede sammen med en anden. Derved faldt og slog han hovedet kraftigt tæt ved forretningen Min Købmand i Hovedgaden i Ulstrup.

Sygemeldt efter cykelstyrt

BT har talt med flere lokale, som omtaler cykelulykken. Bl.a. en af den nu afdøde teenager Josefine Nielsens gode veninder og mangeårige skolekammerat, som tilfældigvis var på stedet og med egne øjne så ulykken ske.

Ligesom vi har talt med andre, der omtaler familiefaderens efterfølgende og flere måneder lange sygemelding fra sit it-job, som han på grund af en indre blødning og kraftig hovedpine aldrig kom tilbage til, inden katastrofen indtraf for knap en uge siden, da han valgte at tage livet af alle sine nærmeste og til sidst sig selv.

Til eb.dk siger hans far, at det måske kan have været en form for følelse af ærestab hos den sygemeldte søn, som har medført tragedien:

»Det er fuldstændig uforståeligt, hvad der er sket. Jeg tænker, at det hele har gået ham meget på. Dét at være sygemeldt og ikke kunne klare alle de ting, han plejede at gøre i forhold til arbejde, familie og børn, er blevet for meget. Han har nok oplevet, at det hele ramlede for ham, tænker jeg,« siger hans far.

Mange ubesvarede spørgsmål

Mens blomsterhavet og antallet af opstillede stormlys vokser foran det velordnede parcelhus i Amstrup Bakker, hvor persiennerne stadig er rullet ned, og hvor det farvestrålende legehus i den stringente baghave står uberørt og de røde dobbeltgynger ved siden af svajer forladte i stativet, spørger naboerne i Ulstrup fortsat sig selv og hinanden, hvordan en så afgrundsdyb tragedie kunne ske.

Østjyllands Politi har ikke ønsket at oplyse, hvorvidt der har været efterladt et afskedsbrev. Eller hvordan de seks familiemedlemmer har mistet livet.